Evan Lysacek skøjter sit lange program, der vandt ham guldet. (Foto: daylife.com)
Den regerende VM-mester Evan Lysacek vandt sin første Grand Prix Finale titel med et stærkt program til "Scheherazade", der indeholdt 8 tripelspring deriblandt to 3-3 kombinationer. Hans eneste fejl var, da han singlede sin anden planlagte tripel axel. Alligevel opnåede han et nyt personligt bedste for sit lange program med 159.60 point og for den samlede score, hvilket er den højeste score af en mand indtil videre i sæsonen. Lysacek vandt det lange program, selvom han kun opnåede aftenens fjerdebedste tekniske score (75.60), men dommerne tildelte ham den hidtil højeste score for programkomponenter (84.00) set under det nye bedømmelsessystem!
Sølvet gik til Nobunari Oda, der også udførte 8 tripelspring deriblandt en 3axel-3tåloop kombination og en 3lutz-3tåloop-2loop kombination. Han mistede dog mange point, da han singlede sin planlagte tripelaxel og dobbeltaxel. Hans program var aftenens tredjebedste med 155.71 point. Hans sølvmedalje ved finalen betyder, at han er sikret en tur til Vinter OL til februar.
Johnny Weir udførte sit bedste lange program i sæsonen. Han udførte 8 tripelspring, men der er plads til forbedringer, da han ikke udførte en tredje springkombination. Programmet kaldet "Fallen Angel" scorede ham et nyt personligt bedste på 152.75 point, og han vandt bronzemedaljen for andet år i træk.
Den regerende Grand Prix Finale mester Jeremy Abbott startede sit program skidt ud med at falde på sin quad tåloop, men han kom stærkt igen med at skøjte resten af programmet fejlfrit. Han udførte 8 tripelspring deriblandt en 3-3 og 3-3-2 kombination. Han opnåede faktisk aftenens bedste tekniske score (82.13), og programmet var med 158.73 point aftenens andenbedste. Abbott var dog for langt bagud i det korte program og formåede kun at rykke op på en fjerdeplads.
Føreren efter det korte program Daisuke Takahashi faldt til en samlet femteplads. Han startede med at falde på sin quad tåloop, der blev nedgraderet, og han havde usikre landinger på adskillige spring. Desuden blev hans to sidste kombinationspiruetter kendt ugyldige, da han allerede havde udført en kombinationspiruette tidligere i programmet.
Tomas Verner var igen den eneste mand, der succesfuldt udførte en quad. Han faldt dog på sin tripel lutz, hvorefter han nærmest opgav, da han singlede de resterende 3 spring. Han forblev på sidstepladsen.
Resultat
Guld - Evan Lysacek USA - 249.45
Sølv - Nobunari Oda - JPN - 243.36
Bronze - Johnny Weir USA - 237.35
4. Jeremy Abbott USA - 235.38
5. Daisuke Takahashi JPN - 224.60
6. Tomas Verner CZE - 192.32
Se flere detaljer her.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar