mandag den 6. september 2010

Musik update: Kevin Reynolds

Canadiske Kevin Reynolds kvalificerede sig godt nok ikke til Vinter OL i hjemlandet, men han gjorde sig alligevel bemærket, da han overraskende vandt det korte program ved Four Continents Championship 2010 i Sydkorea og samlet set tog bronze. Vaughn Chipeurs tilbagetrækning fra VM betød Reynolds første tur til VM - her endte han på en 11. plads og hjalp dermed Canada til at vinde 3 startpladser (2 direkte) i herrernes disciplin til VM 2011. Han er kendt for sine quad-spring og har pt. quad tåloop og quad salchow i sit repetoire, men overvejer at tilføje en quad loop (hvilket ville gøre ham til den første herre til at lande springet)!

Han beholder sit korte program til "Moanin'" af Art Blakey og The Jazz Messengers, men planlægger at udføre 2 quads her, hvilket er blevet lovligt fra denne sæson. Er han succesfuld i sit forsøg, vil han også blive den første herre til at fuldføre denne bedrift. Det lange program er til en medley af Strauss musik. Begge programmer er koreograferet af Shae-Lynn Bourne, som virkelig har hjulpet ham med sin præsentation.

Hans mål for sæsonen er at forbedre sine Grand Prix placeringer i forhold til forrige sæson samt kvalificere sig til VM, hvor han vil placere top 10. Reynolds skal deltage i Grand Prix'erne Skate Canada og Trophée Eric Bompard.

(Kilde: pjkwong.com)

Yuna Kim flytter til USA

Yuna Kim med Michelle Kwan ved isshowet All That Skate i Sydkorea. (Foto: AP PHOTO)

Yuna Kims managementbureau har annonceret, at Kim i dag flytter sin træningsbase fra Toronto til Los Angeles i USA. Forrige uge havde hun rykket til The Granite Club i Toronto, men dette var vist kun for at få koreograferet sit korte program med Shae-Lynn Bourne.

Kim vil nu træne ved Michelle Kwans familieejede skøjtebane The East-West Ice Palace i LA-forstaden Artesia City. Dette er dog kun hendes midlertidige træningssted, indtil hun kan finde en træner.

Måske vi får mere at vide i morgen, hvor Kim og Kwan holder en pressekonference for at promovere All That Skate LA.

(Kilde: NATE (koreansk))

søndag den 5. september 2010

Yuna Kim fylder 20 år

Yuna Kim med sin lagkage. Mums! (Foto: yunakim.com)

Der har floreret en del dårlig presse omkring Yuna Kims split med Brian Orser, så jeg synes, at vi havde brug for en glad historie. I dag fylder hun nemlig 20 år (den bedste alder p.t.), og hun har heldigvis haft tid til at fejre den med noget lagkage. Og så er det godt at se hende smile igen.

Yuna Kims fans har på vegne af fødselsdagen skrabet omkring 13 millioner won (~ 63.700 DKK) sammen, som de så vil donere til UNICEF (Kim er deres goodwill ambassadør). Pengene vil gå til nødhjælp for ofrene for oversvømmelserne i Pakistan. Nogle af Kims fans har det med at være skræmmende ved konkurrencer (og på YouTube), men de fleste er trods alt søde mennesker.

Endnu en gang tillykke!

Musik update: Meryl Davis/Charlie White

Meryl Davis og Charlie White udfører deres fridans ved VM 2010. (Foto: REUTERS Pictures)

Meryl Davis og Charlie White har nok oplevet den bedste sæson, et amerikanske isdansepar nogensinde har oplevet. De vandt alle deres Grand Prix'er (og Finalen), de nationale mesterskaber og tog sølv ved Vinter OL og VM. Deres mål for denne sæson er at slå rivalerne/træningsmakkerne/vennerne, de regerende olympiske mestre Tessa Virtue og Scott Moir, og med afskaffelse af den obligatoriske dans burde de være et skridt nærmere deres mål.

Deres Bollywood-inspirerede originaldans fra forrige sæson var et enorm hit, så det bliver en svær opgave at komme med noget, der er endnu bedre. Deres korte dans vil være til "Pas si simple", "La Valse d'Amelie" og "La Noyee" af Yann Tiersen fra filmen "Amélie". Deres fridans er til musik fra filmen "Il Postino" af Luis Bacalov samt "Payadora" og "Recuerdo" (Forever Tango) af Lisandro Adrover.

Davis og White skal deltage i Grand Prix'erne NHK Trophy og Skate America.

(Kilde: isuresults.com/bios)

Musik update: Alissa Czisny

Alissa Czisny har altid været kendt for at bukke under for nerver og pres, og dette var især tydeligt forrige sæson. Som regerende national mester skøjtede hun to meget fejlfyldte programmer, hvilket kun var nok til en 10. plads og dermed ingen Vinter OL. Heldigvis valgte hun at fortsætte - nu med nye trænere Yuka Sato og Jason Dungjen, som (ifølge hende selv) har hjulpet/ændret på hendes springteknik.

Ulig forrige sæsoner har Czisny valgt at få to helt nye programmer. Det korte er til "Romance from Violin Concerto in D, op. 35" af Erich W. Korngold, hvorimod det lange er til udvalgte stykker fra  "Winter and Spring" af George Winston. Koreograferne er Renee Roca og Pascale Camerlengo.

Czisnys mål for sæsonen er at forbedre sine personlige bedste scores, kvalificere sig til VM og hjælpe USA med at genvinde 3 startpladser i damernes disciplin. Hun skal deltage i Grand Prix'erne Skate Canada og Trophée Eric Bompard.

(Kilde: isuresults.com/bios)

lørdag den 4. september 2010

Musik update: Rachael Flatt

18-årige Rachael Flatt har haft en solid sæson, hvor hun for første gang i karrieren vandt de amerikanske nationale mesterskaber og dermed fik en af de eftertragtede pladser til Vinter OL. Her endte hun på en flot 7. plads, og hun ville sikkert have placeret højere, hvis det tekniske panel ikke havde nedgraderet et par spring. Ved VM endte hun på en lidt skuffende 9. plads. Trods sine store akademiske ambitioner har Flatt valgt at udskyde college (Stanford) et år, så hun kan koncentrere sig om kunstskøjteløbet.

Hendes korte program er til "Summertime" af George Gershwin samt "Oh, But On the Third Day/Happy Feet Blues" af Wynton Marsalis og Marcus Roberts. Ifølge Flatt minder programmet om det forrige korte program, hun havde. Det lange program er til "Slaughter on Tenth Avenue" af Richard Rodgers og Earl Wild. Du kan se hendes debut af programmet ved 'Glacier Falls Summer Classic' her. Begge programmer er koreograferet af Lori Nichol.

Flatt skal deltage i Grand Prix'erne NHK Trophy og Skate America.

(Kilde: icenetwork.com)

Anaïs Morand prøver parløb med Tim Leemann

Den 17-årige parløber Anaïs Morand er ikke så heldig, hvad angår partnere for tiden. Efter VM 2010 pensionerede partner Antoine Dorsaz (på billedet) pga. manglende motivation. Dernæst prøvede hun lidt parløb med estiske Ilja Glebov, men det gik desværre heller ikke. Forhåbentlig er tredje gang lykkens gang, da hun nu prøver med 19-årige Tim Leemann, der er tidligere singles skøjter. Leemann er også fra Schweiz, så teoretisk kan parret godt skøjte i konkurrencer fra nu af, selvom det nok ikke er realistisk. Måske EM 2011 i Bern? Parret vil blive trænet af Ingo Steuer, som også trænede Morand/Dorsaz.

Anaïs Morand skal også deltage i JGP Cup of Austria, som finder sted den 15.-19. september. Denne gang som singles skøjter.

(Kilde: NZZ Online (tysk))

Artistry On Ice update

'Artistry On Ice' aka Xue Shen og Hongbo Zhaos bryllupsfest-isshow (se tidligere indlæg) finder sted i dag, og disse to videoer af træningen er dukket op på YouTube.

Mao Asada træner sit nye korte program "Tango" af Alfred Schnittke. Det er svært at vurdere tilstanden af hendes spring i videoen, men piruetterne er meget forbedrede ud:
http://www.youtube.com/watch?v=OqUvysIl3K0

Xue Shen/Hongbo Zhao, Alexei Yagudin, Evgeni Plushenko, Mao Asada, Joannie Rochette, Johnny Weir og to andre kinesiske par træner gruppenummeret: