mandag den 7. juni 2010

Musik update: Takahashi/Tran

De regerende Junior VM-sølvmedaljevindere Narumi Takahashi og Mervin Tran har også afsløret deres musikvalg til næste sæson. Parret vil skøjte et jazzet kort program til "Feeling Good", mens det lange program vil have et romantisk tema til musikken "The Day You'll Love Me" af Raul di Blasio.

Parret vil også rykke op på seniorniveau til næste sæson, men de overvejer stadig at deltage ved Junior VM til næste år.

Læs et interview med parret på GoldenSkate.com

søndag den 6. juni 2010

Se Hyundai Card Super Match X - Medalist on Ice

Kan du huske, at jeg omtalte isshowet Hyundai Card Super Match X - Medalist on Ice? Du kan i hvert fald se en times sammendrag embeddet forneden:

Hvordan kan det være, at det kun er de europæiske herrer, der smider noget af tøjet på isen? Og prøv lige at se herrernes afslutningsrutine (klip allersidst i videoen); sjov eller latterlig? Den er i hvert fald underholdende.

lørdag den 5. juni 2010

Salé og Pelletier annoncerer skilsmisse

Jamie Salé og David Pelletier forsøgte at holde på den pæne facade under Vinter OL i Vancouver, hvor de var kommentatorer. (Foto: AP Photo)

Love Story no more. I dag offentliggjorde Jamie Salé og David Pelletier, at de skal skilles. De fleste kender dem nok som 'det canadiske par' under dommerskandalen ved Vinter OL 2002 i Salt Lake City.

Salé og Pelletier blev gift den 30. december 2005 og har sammen sønnen Jesse, som de fortsat vil have fælles forældremyndighed over. Parret vil dog fortsætte med at skøjte sammen på isen til diverse events.

(kilde: cbc.ca/sports)

Den nye præsident for FFKKR er Aleksandr Gorshkov...

... eller er han?

Advarsel! Følgende bliver måske en smule politisk.

Som I måske kan huske, så klarede Rusland sig ikke så godt i kunstskøjteløb til Vinter OL i Vancouver, som de havde håbet. Den russiske regering ville se blod, og deres syndebuk blev den daværende præsident for FFKKR (den russiske skøjteunion), Valentin Piseev. For nylig bekendtgjorde Piseev, at han ikke ville stille op til genvalg af sin post.

Mulige kandidater til posten blev diskuteret på diverse kunstskøjteløbsfora, for det var jo spændende. At være præsident for FFKKR betyder magt, men ville presset om (uopnåelige) gode resultater ved Sochi 2014 skræmme folk væk? I går blev der så afholdt valg i Novogorsk, og kandidaterne blev nomineret umiddelbart før valget. De tre kandidater var Oksana Grishuk, Anton Sikharulidze og Alexander Gorshkov (billedet); alle tre legender og tidligere Vinter OL-guldmedaljevindere i kunstskøjteløb.

Valget blev dog nemt for vælgerne. Grishuk var af en eller anden grund ikke gyldig som kandidat, og Sikharulidze trak sig, så alle stemte enstemmigt på Gorshkov. - Og hvorfor var det lige Sikharulidze trak sig? Han var utilfreds med en helt ny forordning: skabelsen af den nye post generaldirektør. Og gæt hvem der udfylder posten? Ingen ringere end Piseev! Det er endnu uvist hvilken magt Piseev får/beholder, men mon ikke han får noget at sige, når han har magt til at få skabt en helt ny post til sig selv?

Gorshkovs nye beskæftigelse får dog også andre følger. Han er nemlig formand for ISUs tekniske komité i isdans, hvilket er en post han nu må opgive. Der går der forlydender om, at FFKKR vil nominere den russiske kunstskøjteløbsdommer Alia Shekhovtsova til jobbet. Fik jeg sagt, at hun er Piseevs kone?

Konklusion: FFKKR forbereder sig til Sochi 2014 på deres helt egen måde, og de tager ikke ordrer fra Kreml.

(kilde: sport-express.ru (russisk))

torsdag den 3. juni 2010

Hyundai Card Super Match X - Medalist on Ice


Det er sæson for isshows, og et af de største finder sted i Sydkorea (typisk!). Hyundai har til deres "Hyundai Card Super Match X - Medalist on Ice"-show inviteret både nye og gamle Vinter OL-medaljevindere samt lovende kunstskøjteløbstalenter til Sydkorea, hvor de vil fremføre et konkurrenceprogram og et gallaprogram.

Optrædende inkluderer bl.a. Adam Rippon, Miki Ando, Qing Pang/Jian Tong, Jeffrey Buttle, Joannie Rochette, Stephane Lambiel, Xue Shen/Hongbo Zhao, Alexei Yagudin, Mao Asada, Evan Lysacek, Tessa Virtue/Scott Moir og Evgeni Plushenko. Suk! En imponerende liste må man sige... (Yuna Kim deltager ikke, da hun er i Toronto).

Showet finder sted over 2 dage, nemlig fra den 5. - 6. juni. Du skal (overhovedet) ikke regne med, at det bliver sendt på TV i Danmark. Væbn dig med tålmodighed, og YouTube plejer at spytte nogle videoer ud.

Se showprogrammet her.

Musik update: Pechalat/Bourzat

Nathalie Péchalat og Fabian Bourzats nye fridans hedder "Charlie Chaplin" (sikkert med musikken fra hans film "City Lights"). Du kan se et billede (meget gennemført og sødt!) af dem i kostumer på Facebook. Jeg er sikker på, at denne fridans bliver bedre end den fra i år, da humoristiske programmer altid klæder dem godt.

mandag den 31. maj 2010

Yuna Kim forbereder sig til næste sæson!


Yuna Kim kan se frem til at modtage publikums hyldest endnu en sæson. (Foto: Getty Images)

Kunstskøjteløbsfan har endnu en grund til at glæde sig til næste sæson: Yuna Kim. Da den olympiske mester i dag forlod lufthavnen i Sydkorea, fortalte hun ved en pressekonference, at hun IKKE trækker sig tilbage (til mange sydkoreaneres lettelse). Faktisk tager hun til Toronto for at forberede sine nye programmer til næste sæson.

Men (der er altid et men)... hendes deltagen i Grand Prix'erne til november er ikke helt sikker. Kim vil først tage sin endelig beslutning senere, og afgørelsen vil afhænge af hendes forløb og konkurrenceevne til den tid.

Jeg er dog forhåbningsfuld. Kim siger, at hun først vil trække sig tilbage, når hun er HELT sikker på, at hun ikke længere vil konkurrere. Hun mener også, at der for mange "karakterer" hun endnu ikke har prøvet af portrættere i sine programmer; hun vil gerne prøve flere. Med hensyn til ISU's ændringer i reglerne fortæller Kim blot, at hun bare må tilpasse sig.

(kilde: osen.mt.co.kr (koreansk))

søndag den 30. maj 2010

Musik update: Denney/Barrett

Så begynder sæsonens nye musikvalg at vælte ind...

Amerikanske parløbere Caydee Denney og Jeremy Barrett har valgt at skøjte til George Gershwins "Rhapsody in Blue" til deres lange program. Igen, ikke det mest originale valg, men med David Wilsons koreografi får vi forhåbentlig et mere raffineret og modent par at se.

David Wilson har også fundet musikken til deres korte program, men vil endnu ikke afsløre det.

(kilde: icenetwork.com)