torsdag den 13. februar 2014

Vinter OL 2014: Hanyu vinder herrernes korte program med ny rekord

Herrerne løb i dag deres korte programmer ved Vinter OL 2014, og det var en konkurrence fyldt med drama. Den største nyhed var Evgeni Plushenkos tilbagetrækning pga. skade, og lidt ærgerligt tømte arenaen sig en del - en skam for dem, da de gik glip af god kunstskøjteløb. Top 24 går videre til det lange program i morgen.

Yuzuru Hanu udfører et lunge i sin trinsekvens (foto: Getty).

Der var ingen tvivl at spore hos Yuzuru Hanyu, som lagde ud med en stor quad tåloop. Han fulgte op med stærke piruetter og trin, og i anden halvdel af programmet landede han både en fin triple axel og triple lutz-triple tåloop. Den japanske herre blev den første herre til at toppe 100 point i det korte pogram, da han scorede en ny verdensrekord på 101.45 point. Dette giver ham selvfølgelig en 1. plads før det lange program.

Patrick Chan udfører et lunge i starten af sit program (foto: Getty).

Medfavorit til guld Patrick Chan lagde også stærkt ud, her med en quad tåloop-triple tåloop kombination. Han havde dog som så ofte problemer med triple axel, da han måtte sætte foden ned på landing og tage et step-out. Resten af programmet var dog smukt med en ren triple lutz og imponerende trin. En score på 97.52 point giver ham en 2. plads, og guld er stadig i rækkevidde.

Guld og sølv vil nok blive mellem Hanyu og Chan, da resten af feltet er næsten 10 point bagud. Til gengæld bliver det en nervepirrende kamp om bronze, da den nuværende 3. til 11. plads er adskilt af kun 3.50 point!

Fernandez udfører en "shoot-the-duck" variation i sin siddepiruette (foto: Getty).

Europamester Javier Fernandez havde småproblemer med sine landinger, da han vendte ud af quad salchow, måtte kæmpe lidt for triple axelen og havde step-out på triple lutz-triple tåloop. Hans sværhedsgrad og gode programkomponenter holder ham på en foreløbig 3. plads med 86.98 point.

Daisuke Takahashi modtager applaus efter sit korte program (foto: Getty).

Den regerende OL-bronzevinder Daisuke Takahashi havde to fødder på et stærkt underroteret quad tåloop forsøg. Han kom dog stærkt igen med triple axel og triple lutz-triple tåloop (som virkede en smule underroteret) og level 4 piruetter og trin. Især trinsekvensen var et highlight. Med høje programkomponenter tager han en 4. plads med 86.40 point.

Peter Liebers venter spændt på sin score i Kiss & Cry (foto: Getty).

En af dagens overraskelser var Peter Liebers, som havde sit livs løb. Den tyske herre løb rent med quad tåloop-triple tåloop, triple axel og triple lutz og et stærkt forbedret personligt bedste på 86.04 point sætter ham på en flot 5. plads.

En anden positiv overraskelse kom fra Jason Brown, som også løb en et rent program. Han forsøgte som den eneste i top 15 ikke en quad, men både triple axel, triple flip-triple tåloop og triple lutz blev leveret rent - det samme blev piruetter, trin og koreografi. Et nyt personligt bedste på 86.00 point lader amerikaneren runde top 6 af.

Det blev endeligt til et solidt olympisk kort program for Brian Joubert. Franskmanden landede quad tåloop-triple tåloop, triple axel og triple lutz, omend han måtte kæmpe for landingen på de to første spring. Han er nu på en 7. plads med sæsons bedste på 85.84 point.

Han Yan lagde ud med en enorm triple axel, men han havde hånd på quad tåloop og step-out på triple lutz-triple tåloop. Den kinesisk herre var skuffet, men en score på 85.66 point betyder stadig en fornuftig 8. plads.

Den regerende VM-sølvvinder Denis Ten havde hånd på sin quad tåloop, hvorefter han gled ud i et fald. Han kom igen med en fin triple axel, men kombinationen blev kun en triple flip-double tåloop. Stærke level 4 piruetter og trin medførte et sæsons bedste på 84.06 point og en 9. plads.

Svenske Alexander Majorov havde sit hidtil stærkeste løb, og med russisk musik var publikum med ham. Han landede quad tåloop og triple lutz-triple tåloop, men måtte dog kæmpe for sin triple axel landing. Et nyt personligt bedste på 83.81 point giver ham en 10. plads.

Tatsuki Machida havde dyre fejl, da han efter en usikker quad tåloop kun fik tilføjet en double tåloop og senere doublede en planlagt triple lutz. Han er nede på en 11. plads, men pointmæssig kun 3.50 point fra podiet.

Dagens olympisk ånd kom fra Jeremy Abbott, som faldt forlæns på sin planlagte quad tåloop, hvilket medførte et hårdt fald i banten. Det føltes som en evighed før han rejste sig op (nok nærmere 10-15 sek), men han fik leveret resten af sit program uden større fejl. Han er nede på en 15. plads.

Stilling efter kort program
Pl.NameNationPointsSPFS
1HANYU Yuzuru

JPN
101.451
2CHAN Patrick

CAN
97.522
3FERNANDEZ Javier

ESP
86.983
4TAKAHASHI Daisuke

JPN
86.404
5LIEBERS Peter

GER
86.045
6BROWN Jason

USA
86.006
7JOUBERT Brian

FRA
85.847
8YAN Han

CHN
85.668
9TEN Denis

KAZ
84.069
10MAJOROV Alexander

SWE
83.8110
11MACHIDA Tatsuki

JPN
83.4811
12BREZINA Michal

CZE
81.9512
13VERNER Tomas

CZE
81.0913
14AMODIO Florent

FRA
75.5814
15ABBOTT Jeremy

USA
72.5815
16HENDRICKX Jorik

BEL
72.5216
17REYNOLDS Kevin

CAN
68.7617
18GE Misha

UZB
68.0718
19MARTINEZ Michael Christian

PHI
64.8119
20RAKIMGALIEV Abzal

KAZ
64.1820
21GODOROZHA Yakov

UKR
62.6521
22BYCHENKO Alexei

ISR
62.4422
23ROMANENKOV Viktor

EST
61.5523
24KELEMEN Zoltan

ROU
60.4124
25RAYA Javier

ESP
59.7625
26PFEIFER Viktor

AUT
56.6026
27PARKINSON Paul Bonifacio

ITA
56.3027
28FIRUS Liam

CAN
55.0428
29KERRY Brendan

AUS
47.1229

Se flere detaljer her.

Plushenko trækker sig fra herrernes korte program ved Vinter OL 2014

Plushenko vinker til et skuffet hjemmepublikum (foto: Getty).

Der havde gået rapporter om dårlig træning og ved opvarmingen til herrernes korte program blev det tydeligt: Evgeni Plushenko kæmpede med rygsmerter, og efter dårlige landinger på triple axeler så hans fødder også ud til at give efter.

Plushenko var den første i gruppen til at løbe, men han gik straks hen til referee og annoncerede sin tilbagetrækning. Han bukkede og vinkede til et skuffet hjemmepublikum, der nu ikke vil have en russisk herre i konkurrencen.

Plushenko havde i sin tid sagt, at han kun ville deltage i OL-holdkonkurrencen og derefter trække sig og dermed lade en anden russisk herre træde til i den individuelle konkurrence. ISU klargjorde dernæst straks, at dette ikke ville være muligt. Dernæst kom spekulationen straks, hvorvidt Plushenkos skadesplagede krop ville kunne løbe fire programmer på så kort tid.

Dette er (formentlig) sidste gang vi ser Plushenko på konkurrenceis, og det er en skam at ende en så lang karriere på denne måde. Plushenko kommer dog stadig fra Legene med en OL-guldmedalje. Og hans plads i kunstskøjteløbshistorie er mere end sikret.

onsdag den 12. februar 2014

Vinter OL 2014 forudsigelser - Herrer

Herrernes konkurrence ved Vinter OL 2014 i Sochi begynder i morgen, og som altid virker det som den mest uforudsigelige af disciplinerne. Den tekniske ambitiøse niveau er højere end nogensinde, og vi kan forvente både storslåede løb eller nedsmeltninger.

Guldfavoritterne


Patrick Chan (CAN) - På papiret må canadieren virke som en favorit, da han er den tre gange regerende verdensmester og har både quadruple springene samt grundløbet og koreografien med tilhørende høje programkomponenter, der skal til for at score højt. Han har løbet solidt denne sæson, men hans korte programmer har de seneste gange været plaget af adskillige fejl. Ved Vinter OL vil synlige fejl som fald straffes hårdere, og han skal (formentlig) som minimum holde sig på benene for at snuppe guld.

Yuzuru Hanyu (JPN) - Den unge japanske herre har modvind denne sæson med sejre ved både Grand Prix Finalen, de japanske mesterskaber og seneste det korte program ved OL-holdkonkurrencen. Han har stærk præsentation, men hans styrke er uden tvivl de ubesværede store spring - på dette punkt trumfer han alle de andre medaljefavoritter. Han har dog en historie med at kikse sit korte program ved VM, men måske OL vil være anderledes...

Bronzefavoritterne

Evgeni Plushenko (RUS) - De fleste tvivlede på Plushenko før Legene, men han overraskede alle med sejre i både det korte program og lange program ved holdkonkurrencen. Her løb han dog med mange medaljefavoritters fravær, og lignende løb vil formentlig ikke give ham en sejr i den individuelle. Hjemmebanefordel vil formentlig hjælp på scoren, men han skal stadig lande de store spring - noget som virker som et større spørgsmålstegn, da rapporter om rygsmerter og dårlig træning er kommet til efter holdkonkurrencen.

Javier Fernandez (ESP) - Den spanske herre har ikke haft den bedste start på sæsonen, men han så ud til at vende skuden ved EM, hvor han fik forsvaret sin titel. Han løb solide løb, men havde stadig en del usikre landinger - noget han ikke har råd til ved OL. Med sine mange planlagte quad spring (3 i det lange) har han en solid medaljechance med rene løb.

Tatsuki Machida (JPN) - Han får mindst opmærksomhed af den japanske trio, men han har løbet solidt hele sæsonen og har opnået overraskende gode resultater. Det blev "kun" til en 3. plads i det lange program ved holdkonkurrencen, men med rene løb har han medaljechancer - især hvis et par herrer bukker under for presset.

Long Shots

Daisuke Takahashi (JPN) - Den regerende OL-bronzevinder har måske den bedste præsentation i feltet, men pålideligheden på springene har været støt nedadgående pga. skade, og senest tog han en skuffende 5. plads ved de japanske mesterskaber. På dette tidspunkt håber han vist bare at udføre løb, som han kan være stolt af, men i det lille tilfælde af rene løb har han stadig chance for medalje.

Jeremy Abbott (USA) - Der er ikke så meget at sige udover, at forventninger til den amerikanske mester er styrtdykket efter nedsmeltningen i holdkonkurrencen. Abbott er kendt for choke ved de store konkurrencer, men ikke desto har han medaljechance, hvis han mod forventning løber rent - chancen er dog ikke for høj.

Denis Ten (KAZ) - Den regerende VM sølvvinder har døjet med skade denne sæson, og følgelig har resultaterne også været skuffende. Ligesom de to ovenstående herrer har han også elementerne til at tage medalje, men han skal nok håbe på en kombination af sit livs løb samt fejl fra konkurrenterne i håb om medalje.

Kevin Reynolds (CAN) - Canadierne løb overraskende godt ved holdkonkurrencen, hvor han fik landet tre quads i sit lange program. Manglen på både høje GOE på spring samt høje programkomponenter betød dog stadig en score, som formentlig ikke vil sætte ham i medaljerækkevidde med mindre adskillige herrer fejler springene.

Hold også øje med


Han Yan (CHN) - Med sit finurlige koreografi, store spring og gode fart over isen har unge Yan chancer for måske en top 6 placering. Fejl har dog tendens til at hobe sig op i det lange program, hvilket vil holde ham nede.

Jason Brown (USA) - Han har ikke sværhedsgraden (ingen quad) til at true til medaljer, men han har chance til en top 10 placering baseret på sine ellers stabile løb denne sæson.

Hold også øje med Brian Joubert og Tomas Verner, som formentlig løber deres sidste konkurrence, og som virkelig kunne bruge et solidt OL (de har begge bombet ved deres to forrige deltagelser). Deres respektive landsmænd Florent Amodio og Michal Brezina har også chance for top 10 med solide løb, omend de skal løbe betydeligt bedre, end de har gjort denne sæson indtil videre.

Mine forudsigelser
1. Yuzuru Hanyu JPN
2. Patrick Chan CAN
3. Evgeni Plushenko RUS
4. Javier Fernandez ESP
5. Tatsuki Machida JPN
6. Kevin Reynolds CAN
7. Daisuke Takahashi JPN
8. Han Yan CHN
9. Denis Ten KAZ
10. Jason Brown USA

Se flere detaljer her.

Parløbernes Vinter OL 2014 podium

V-H: Stolbova/Klimov (bronze), Volosozhar/Trankov (guld) og Savchenko/Szolkowy (GER) på parløbernes podium ved Vinter OL 2014
Blomsterceremonien efter parløbernes individuelle konkurrence (foto: Getty).

Medaljerne bliver først uddelt i morgen, men ikke desto mindre skal I ikke snydes for et podium med parløberne i deres kostumer. Uniformer er fine, men kostumer er stadigvæk bedre...

Som forudset så har farven gul betydet held denne sæson, og mon ikke derfor Tatiana Volosozhar valgte at løbe i en gul version af sin tidligere hvide kjole? Hun matcher i hvert fald Maxim Trankovs bukser perfekt!

Volosozhar/Trankov tager olympisk guld på hjemmebane

Parløbernes konkurrence sluttede ved Vinter OL 2014 sluttede i dag med de lange programmer, og som så ofte endte det med både tårer af glæde og skuffelse.

Volosozhar og Trankov prøver at holde glædestårerne tilbage efter deres lange program (foto: Getty)

Fører og favoritter Tatiana Volosozhar og Maxim Trankov virkede en smule nervøse og koncentrerede, men de holdte sammen på nerverne. De lagde ud med triple twist, side-om-side triple salchow og triple tåloop-double tåloop, og dermed var guld så godt som sikret. Alle elementer modtog level 4, men de havde småproblemer med deres kast, da hun havde en hånd på triple loop og måske en smule to fødder på triple salchow - god højde sikrede dem positiv GOE. Sejren var deres, og efter løbet måtte Trankov ned på knæ, og han kunne næsten ikke holde tårerne tilbage. En FS score på 152.69 point var dagens bedste, og de regerende verdensmestre tog OL-sejren.

Stolbova og Klimov udfører en spiral i deres koreografiske sekvens (foto: Getty).

Det var en god dag for Rusland, da Ksenia Stolbova og Fedor Klimov måske havde dagens program. Deres underholdende program var fejlfrit, og highlights var triple twist, kast triple flip, side-om-side triple tåloop-double tåloop-double tåloop samt en sen double axel og så selvfølgelig deres afsluttende kast triple salchow. Et nyt personligt bedste på 143.47 point rykkede dem op på sølv, og Rusland tog dermed de to øverste trin på podiet.

Savchenko og Szolkowy kæmper med side-om-side triple tåloops (foto: Getty).

Det var Vancouver 2010 deja-vu for Aliona Savchenko og Robin Szolkowy, der var det allersidste par på isen. Indenfor 30 sekunder gled både guld- og sølvhåb ude af deres hænder, da han faldt på side-om-side triple tåloop i planlagt sekvens. Mange andre elementer i programmet var solide med bl.a. kast triple flip, triple twist og side-om-side double axel. Måske i håb om sølv forsøgte tyskerne til slut kast triple axel, som hun desværre faldt på. En score på 136.14 point var dagens fjerdebedste, men samlet kunne de (skuffende) tage deres anden Vinter OL-bronzemedalje.

Kinesiske Qing Pang og Jian Tong lagde skidt ud, da de begge singlede og havde usikker landing på deres andet spring i deres planlagte double axel-double axel sekvens. De kom dog godt igen og fik akkurat landet side-om-side triple tåloop, og derefter kunne de slappe af og løb rent med bl.a. triple twist og kast triple salchow og loop. Deres score på 136.58 point var dagens tredjebedste, men samlet forblev de på en 4. plads.

Kirsten Moore-Towers og Dylan Moscovitch løb et stærkt program med highlights som triple twist, to triple tåloops i sekvens og kast triple loop og triple salchow. Den eneste fejl kom, da han doublede på en planlagt triple salchow. En score på 131.18 point rykkede dem en plads op, og lidt overraskende blev de det canadiske toppar med en 5. plads.

Det tredje russiske par Vera Bazarova og Yuri Larionov havde igen usikre side-om-side spring, og derudover havde hun hånd på kast triple loop. Både løft og kast triple flip var dog solide. En FS score på 129.94 point rykkede dem op på en 6. plads.

Meagan Duhamel og Eric Radford landede nogle stærke side-om-side triple lutzer, men hun faldt på side-om-side triple salchow i planlagt kombination. Derudover havde hun hånd på kast triple lutz, og deres side-om-side piruetter var noget usynkrone. De faldt til en lidt skuffende 7. plads.

Kinesiske Cheng Peng og Hao Zhang faldt til en 8. plads, da hun kiksede begge side-om-side spring. De fik dog udført en fin quad twist. Hos Marissa Castelli og Simon Shnapir havde hun også problemer med side-om-spring, men de var tæt på at lande kast quad salchow, som dog var på to fødder. De forblev på en 9. plads.


Samlet resultat
FPl.NameNationPointsSPFS
1VOLOSOZHAR Tatiana / TRANKOV Maxim

RUS
236.8611
2STOLBOVA Ksenia / KLIMOV Fedor

RUS
218.6832
3SAVCHENKO Aliona / SZOLKOWY Robin

GER
215.7824
4PANG Qing / TONG Jian

CHN
209.8843
5MOORE-TOWERS K / MOSCOVITCH D

CAN
202.1065
6BAZAROVA Vera / LARIONOV Yuri

RUS
199.6086
7DUHAMEL Meagan / RADFORD Eric

CAN
199.5357
8PENG Cheng / ZHANG Hao

CHN
195.7278
9CASTELLI Marissa / SHNAPIR Simon

USA
187.8299
10JAMES Vanessa / CIPRES Morgan

FRA
179.431011
11BERTON Stefania / HOTAREK Ondrej

ITA
179.081110
12ZHANG Felicia / BARTHOLOMAY Nathan

USA
167.211412
13WENDE Maylin / WENDE Daniel

GER
166.251213
14LAWRENCE Paige / SWIEGERS Rudi

CAN
161.981314
15DAVIDOVICH A / KRASNOPOLSKI E

ISR
147.731515
16DELLA MONICA N / GUARISE M

ITA
137.861616

Se flere detaljer her.