Så begynder sæsonens nye musikvalg at vælte ind...
Amerikanske parløbere Caydee Denney og Jeremy Barrett har valgt at skøjte til George Gershwins "Rhapsody in Blue" til deres lange program. Igen, ikke det mest originale valg, men med David Wilsons koreografi får vi forhåbentlig et mere raffineret og modent par at se.
David Wilson har også fundet musikken til deres korte program, men vil endnu ikke afsløre det.
Mao Asada med en fugl på brystet (Celine) i Vogue Nippon.
Kunstskøjteløberne er pt. i fuld gang med at høste frugten af deres gode resultater i løbet af sæsonen. Mange skøjter i isshows, nogle laver reklamer og andre deltager i realityshows.
Mao Asada fik en modeserie i julinummeret af Vogue Nippon, og man må sige, at stylisten har fundet noget specielt tøj frem. Inspireret af Mao Asadas egne kostumer på isen, mon?
ISU har udgivet ISU Communications 1615, som indeholder tilføjelser til den allerede kilometer lange liste af forslag, som der skal stemmes om ved ISU kongressen til juni i Barcelona. Disse tilføjelser kategoriseres som "presserende" og får da lov at komme til afstemning, selvom de blev indsendt efter deadlinen den 1. december.
Der er kun 3 tilføjelser, men jeg synes alligevel at de var værd at kigge på.
Frankrig foreslår, at man aflyser EM og 4CC i de olympiske sæsoner, samt VM rykkes før Vinter OL. Deres grund er, at OL-medaljevinderne normalt ikke dukker op til VM, og dermed bliver "hævn" umulig?! Personligt håber jeg for alt i verden, at dette forslag ikke føres igennem.
Japan foreslår, at dagens sværeste tekniske element vil modtage en bonus på 2 point. Men hvad er det sværest element? Dem med højst basisværdi, højst elementscore, eller er det triple axler og quads?
ISU-rådet foreslår, at ISU i samråd med IOC må bestemme betingelserne for en evt. holdkonkurrence i kunstskøjteløb til Vinter OL, såfremt IOC accepterer disciplinen. Jeg bliver ved og ved med at høre om holdkonkurrencer i kunstskøjteløb; får vi virkelig en femte disciplin?
Som du måske eller måske ikke har hørt, så afholdes det allerførste Ungdoms Sommer-OL i Singapore fra den 14.-26. august i år. Logisk nok er det ungdomsversionen af det almindelig OL som vi kender det, men her vil atleterne være mellem 14 og 18 år.
Hvad der er interessant for os kunstskøjteløbsfans er Ungdoms Vinter-OL, som vil blive afholdt for første gang i Innsbruck i Østrig fra den 13.-22. januar 2012. Kunstskøjteløb er en del af programmet, og ISU har lige udgivet nogle detaljer ang. kvalifikation på deres hjemmeside (se fil her).
Her et kort resumé:
Skøjteløberne skal være fyldt 14-16 år per 1. januar 2012. Herrer i parløb og isdans må dog være mellem 14-18 år.
5 discipliner i kunstskøjteløb vil blive afholdt: dame singles (16 atleter), herre singles (16), parløb (10), isdans (12) og en Team Trophy.
Hvad fanden er Team Trophy, så? Team Trophy er en holddisciplin og vil finde sted efter de individuelle discipliner. Holdene vil bestå af de selvsamme skøjteløbere fra de fire andre discipliner; man blander altså atleterne fra de forskellige nationer (mærkeligt koncept til OL). Hvis jeg forstår rigtig, vil et hold bestå et 1 dame, 1 herre, 1 par og 1 isdansepar. Der vil blive trukket lod om holdene, men skøjteløberne er seedede på baggrund af deres individuelle resultater, så alle hold burde være omtrent lige "stærke". Skøjteløberne skal kun udføre deres lange program. Holdet med flest placeringspoint vinder Team Trophy. Er dette en prøvekørsel for en holdkonkurrence til Vinter OL?
Startpladser for 12 damer, 12 herrer, 7 par og 9 isdansepar afgøres af landenes placering i det foregående Junior VM (her 2011). Medaljevindere må sende 2 atleter/par i den pågældende disciplin, mens de andre på sende én. Resten af startpladserne udfyldes på baggrund af resultatet af Junior Grand Prix'erne den samme sæson. Værtsnationen (her Østrig) har lov til at sende en atlet/par per disciplin.
Mine tanker:
Konceptet er mere finurligt, end jeg er vant til fx alderskravene, som er væsentlig indskrænket i forhold til ISUs. Hvis Wenjing Sui og Cong Han vinder Junior VM i 2011 (som er en mulighed), så kan de ikke deltage til Ungdoms OL, da Han til den tid vil være 19 år. Generelt vil det være svært for mange par og isdansere at opfylde kravene. Holdkonkurrencen lyder sær, da atleterne ingen sammenknytning har; vil der overhovedet være noget team spirit? Men... jeg byder altid mere kunstskøjteløb velkommen, så vi får se.
Smidige Jana Khokhlova med sin tidligere isdansepartner Sergei Novitski. (Foto: Getty Images)
Det har indtil været meget tys tys, men dette interview bekræfter de mange rygter. Jana Khokhlova og Fedor Andreev vil prøve at repræsentere Rusland i isdans. Deres partnerskab vil dog først officielt bekræftes til juli.
Khokhlovas partnerskab med Sergei Novitski endte på grund af hans tilbagetrækning (pga. skader), men de nåede da at vinde EM i 2009 og VM bronze i 2008.
Canadiske Andreev havde en lovende junior karriere, men skader og manglende fokus betød skuffende senior resultater. Ifølge rygterne er hans arbejdsdisciplin ikke hans stærkeste side, og indenfor de seneste år har han prøvet parløb, motorløb og modelarbejde (for Abercrombie & Fitch og US Vogue). Denne sæson ville han prøve at repræsentere Aserbajdsjan i herrer singles, men der gik rod i papirarbejdet. Andreev har aldrig konkurreret i isdans (nationalt eller internationalt), men forhåbentlig hans mor, Marina Zoueva, eller hans kæreste, Tessa Virtue, har lært ham nogle trin.
Yuna Kim og K-pop bandet 'Big Bang' hepper på Sydkoreas fodboldlandshold til VM 2010 i Sydafrika!
Hvis du er fodboldfan, så bliv ved med at læs. Er du udelukkende kunstskøjteløbsfan, så bliv endelig ikke skræmt væk...
Som du nok ved nu, så anses Yuna Kim for en nationalhelt i Sydkorea, og så har hun også en acceptabel sangstemme. Derfor skulle hun selvfølgelig være med, da der skulle indspilles en sang til VM 2010 i fodbold i Sydafrika. Sydkoreanere elsker ikke kun kunstskøjteløb; de elsker også fodbold!
Hyundai har i deres "The Shouts of the Red (Shout Korea)" VM-kampagne sat Kim sammen med det populære sydkoreanske band Big Bang, og resultatet kan du se/høre her:
En meget god sang, men jeg vil nok nøjes med at heppe på Danmark til VM.
Fra venstre til højre: Nicole Scherzinger/Derek Hough, Evan Lysacek/Anna Trebunskaya og Erin Andrews/Maksim Chmerkovskiy.
Det sidste afsnit af den 10. sæson af "Dancing with the Stars" (den amerikanske version af Vild med Dans) er lige rullet over skærmen i USA, og som nogle måske ved, så deltog den nykronede OL-guldmedaljevinder Evan Lysacek.
I finalen skulle Lysacek leve op til nogle høje forventninger, da alle tidligere olympisk mestre, som nåede DWTS-finalen, har vundet showet. Disse tæller Apolo Anton Ohno, Kristi Yamaguchi og Shawn Johnson. Lysacek gjorde en god indsats og nåede finalen, men tabte i sidste ende til startfavoritten, Pussycat Dolls sangerinden Nicole Scherzinger.
Alt har dog ikke været forgæves, da de nylærte dansetrin sikkert vil komme Lysacek til gode, hvis han vælger at fortsætte i amatørskøjteløb (og ja, så anslås det at han har tjent 350.000 dollars for sin deltagen).
Her er Lysaceks sidste dans i showet, nemlig quiksteppen. Du kan finde mere på YouTube.
Venus Williams' usædvanlige outfit ved French Open indtil videre ikke skadet hendes spil. Hun er videre til 3. runde. (Foto: Reuters Pictures)
Uden for kunstskøjteløbssæsonen er min yndlingssport nok tennis, så lige nu bruger jeg meget af min tid på at se lidt French Open på Eurosport. De to sportsgrene er meget, meget forskellige på flere punkter, men på nogle punkter er de ens: atleterne har nogle gange noget mærkværdigt tøj på.
Tag for eksempel Venus Williams... Hendes røde og sorte blondekjole har vakt en del opsigt, nok mest på grund af de hudfarvede shorts, som kunne ses når hun skulle smashe tennisbolden. En illusion af nøgenhed, uh ha da da!
I kunstskøjteløb er brugen af blonder og hudfarvet stof ikke ukendt, men ikke desto mindre bliver det diskuteret om disse materialer er passende til en sportsøvers outfit.
Mao Asada og Tugba Karademir har også valgt at inkorporere blonder og hudfarvet stof i deres kostumer. (Foto: Reuters Pictures)
Tjah, jeg har vist allerede givet udtryk for, hvad jeg mener om Asadas kostume(r)...