tirsdag den 27. april 2010

VM 2010 resumé

VM fandt sted i Torino, Italien i arenaen Palavela (hvor kunstskøjteløb ved Vinter OL 2006 blev afholdt) fra den 22.-28 marts. VM efter et Vinter OL er typisk en smule antiklimatisk, da de fleste store navne normalt trækker sig tilbage til fordel for TV-optrædelser og isshows, men i år valgte hele 7 ud af 12 OL-medalister at deltage, deriblandt to sæt guldmedalister.

Herrer


Herrernes Vinter OL-bronzemedalist Daisuke Takahashi gemte sit bedste til slut i sæsonen, da han udførte to spektakulære programmer og dermed blev den første japanske herre til at vinde VM-guld. Selv i Lysaceks og Plushenkos fravær holdt han sig ikke tilbage og forsøgte som den første herre nogensinde i international konkurrence at udføre en quad flip, som dog blev landet på to fødder og nedgraderet (springet var dog bedre end alle hans quad toeloop forsøg i løbet af sæsonen). Sidste års sølvmedalist Patrick Chan leverede også to gode programmer og tog igen sølv, mens Brian Joubert sluttede sin hidtil skuffende sæson med bronze. Tjekkiske Michal Brezina fortsætter sin kurs mod toppen, da han endte på en imponerende 4. plads, mens Jeremy Abbott endelig formåede at placere indenfor top 10 ved VM med sin 5. plads.

Top 10
GULD - Daisuke Takahashi JPN - 257.70
SØLV - Patrick Chan CAN - 247.22
BRONZE - Brian Joubert FRA - 241.74
4. Michal Brezina CZE - 236.06
5. Jeremy Abbott USA - 232.10
6. Adam Rippon USA - 231.47
7. Samuel Contesti ITA - 218.66
8. Kevin van der Perren BEL - 218.43
9. Adrian Schultheiss SWE - 218.26
10. Takahiko Kozuka JPN - 216.73

Fraværende tæller bl.a.: Evan Lysacek, Evgeni Plushenko, Stephane Lambiel, Johnny Weir og Tomas Verner.

Damer

Damernes konkurrence var en rutschebanetur, hvor de flest enten havde et dårligt kort eller et dårligt langt program, og kun Vinter OL-sølvmedalist Mao Asada var i stand til at levere to solide programmer (de var faktisk fejlfri med undtagelse af 1 nedgradet triple axel i hvert program). Asada kunne dermed tilføje sin anden VM-titel til resuméet, og denne er hendes første sejr over rivalen Yuna Kim siden Grand Prix Finalen i 2008. Vinter OL-guldmedalisten Yuna Kim havde valgt at deltage ved VM og var dermed den altoverskyggende favorit til guldet, men ukarakteristiske fejl efterlod hende på en 7. plads efter det korte program. Hun vandt det lange program med en solid omend ikke fejlfri fremførelse og trak sig op til sølvet. Det blev en tæt kamp om bronze, da 3. til 6. pladsen kun var adskilt af 1.31 point. Lidt kontroversielt vandt Laura Lepistö bronze selvom hun kun udførte 3 triple-spring i sit lange program. Hun er dermed den første finske kvinde, der vinder en VM-medalje. Miki Ando endte på en utrolig tæt 4. plads, og Cynthia Phaneuf leverede for første gang i meget lang tid et rent langt program og endte på en karrierebedste 5. plads. Føreren efter det korte program Mirai Nagasu faldt til en 7. plads efter adskillige fejl i sit lange program.

Top 10
GULD - Mao Asada JPN - 197.58
SØLV - Yuna Kim KOR - 190.79
BRONZE - Laura Lepistö FIN -178.62
4. Miki Ando JPN - 177.82
5. Cynthia Phaneuf CAN - 177.54
6. Carolina Kostner ITA - 177.31
7. Mirai Nagasu 175.48 USA - 175.48
8. Ksenia Makarova RUS - 169.64
9. Rachael Flatt USA - 167.44
10. Viktoria Helgesson SWE - 161.79

Fraværende: Joannie Rochette.

Parløb

Qing Pang og Jian Tong endte deres utrolig gode sæson på en høj note, og ligesom ved Vinter OL i 2006 glimrede parret ved Vinter OL-guldmedalisternes fravær og tog deres karrieres anden VM-titel. Pang og Tong har i lang tid været det oversete kinesiske par, men denne sæson har de virkelig fundet gejsten. Mon det skyldes Shen og Zhaos comeback, alderen (de er begge 30 år) eller deres nyfundne kærlighed for hinanden (desværre kyssede de heller ikke denne gang hinanden efter programmet)? Tyske Aliona Savchenko og Robin Szolkowy havde et stærkt lange program, som trak dem fra en 3. plads og op til sølvet. Dette er deres fjerde VM-medalje. Yuko Kavaguti og Alexander Smirnovs lange program var igen præget af nogle fald, men de formåede stadig at tage bronze for andet år i træk. Deres landsmænd Maria Mukhortova og Maxim Trankov endte sæsonen og deres partnerskab (mere om det senere) med deres karriere bedste 4. plads. Dan Zhang og Hao Zhang var det teknisk bedste par i konkurrencen, men deres mangel på det lidt ekstra gav dem en 5. plads.

Top 10
GULD - Qing Pang/Jian Tong CHN - 211.39
SØLV - Aliona Savchenko/Robin Szolkowy GER - 204.74
BRONZE - Yuko Kavaguti/Alexander Smirnov RUS - 203.79
4. Maria Mukhortova/Maxim Trankov RUS - 197.39
5. Dan Zhang/Hao Zhang CHN - 195.78
6. Jessica Dubé/Bryce Davison CAN - 177.07
7. Caydee Denney/Jeremy Barrett USA - 172.47
8. Vera Bazarova/Yuri Larionov RUS - 172.04
9. Amanda Evora/Mark Ladwig USA - 165.96
10. Anabelle Langlois/Cody Hay CAN - 154.72

Fraværende: Xue Shen/Hongbo Zhao og Tatiana Volosozhar/Stanislav Morozov.

Isdans


Resultatet i isdans var ikke uventet, da Vinter OL-guldmedalister Tessa Virtue og Scott Moir fortsatte deres sejrsgang og tog deres første VM-guld. Parret formåede endda at opnå en verdensrekord for deres originaldans, som scorede 70.72 point. Deres træningskammerater Meryl Davis og Charlie White var ligeledes spektakulære og vandt faktisk fridansen, men de var ikke i stand til at indhente Virtue og Moir. Amerikanerne vandt sølv, hvilket er deres første VM-medalje. Italien havde også noget at juble over, da Federica Faiella og Massimo Scali vandt værtsnationens eneste medalje, nemlig bronze. Nathalie Pechalat og Fabian Bourzat samt Sinead Kerr og John Kerr endte ligeledes på en karrierebedste, nemlig henholdsvis en 4. og 5. plads.

Top 10
GULD - Tessa Virtue/Scott Moir CAN – 224.43
SØLV - Meryl Davis/Charlie White USA – 223.03
BRONZE - Federica Faiella/Massimo Scali ITA – 197.85
4. Nathalie Pechalat/Fabian Bourzat FRA – 194.39
5. Sinead Kerr/John Kerr GBR – 189.11
6. Alexandra Zaretsky/Roman Zaretsky ISR – 181.26
7. Vanessa Crone/Paul Poirier CAN – 180.30
8. Ekaterina Bobrova/Dmitri Soloviev RUS – 177.23
9. Emily Samuelson/Evan Bates USA – 168.77
10. Nora Hoffmann/Maxim Zavozin HUN – 166.90

Fraværende: Oksana Domnina/Maxim Shabalin og Tanith Belbin/Benjamin Agosto (Jana Khokhlova/Sergei Novitski trak sig efter OD).

Se flere detaljer her.

mandag den 26. april 2010

Junior VM 2010 resumé

I år fandt Junior VM sted i Haag fra den 9.-13. marts, og konkurrencen viste sig at være god for favoritterne, da de stort set levede op til forventningerne (der var dog stadig plads til overraskelser).

Herrer

15-årige JGPF-guldmedalist Yuzuru Hanyu tog guldet efter to solide programmer, og han slutter dermed sin sæson ubesejret på juniorniveau. Hanyu er dermed den fjerde japanske herre, der vinder Junior VM (de andre tæller nu kendte Daisuke Takahashi, Nobunari Oda og Takahiko Kozuka). Det er allerede bekendtgjort, at Hanyu rykker op på seniorniveau til næste sæson. JGPF-sølvmedalisten Nan Song tog igen sølv efter Hanyu, og forhåbentlig har vi en kinesisk topskøjteløber i sigte. Den russiske juniormester Artur Gachinski tog bronze. Den store skuffelse kom fra favoritten Denis Ten, der kun formåede en 9. plads, men han følte sig formentlig udbrændt efter Vinter OL.

Top 10
GULD - Yuzuru Hanyu JPN - 216.10
SØLV - Nan Song CHN - 205.25
BRONZE - Artur Gachinski RUS - 199.19
4. Keegan Messing USA - 197.03
5. Grant Hochstein USA - 194.30
6. Andrei Rogozine CAN - 179.81
7. Artur Dmitriev RUS - 177.78
8. Alexander Majorov SWE - 177.01
9. Denis Ten Kaz - 171.86
10. Armin Mahbanoozadeh USA - 168.69

Damer


Igen havde Japan succes, da JGPF-guldmedalisten Kanako Murakami tog guld i damernes disciplin. Også Murakami slutter sig til en lang række af succesfulde japanske Junior VM-mestre, senest Mao Asada, der også havde samme træner Machiko Yamada som Murakami, da hun i 2005 vandt Junior VM. Ligesom sin landsmand Hanyu slutter Kanako også sin sæson ubesejret på junior-niveau, og hun rykker også op på seniorniveau til næste sæson. Den hidtil ukendte Agnes Zawadzki tog lidt uventet sølv. Zawadski havde godt nok vundet de amerikanske juniormesterskaber på overbevisende manerer (med over 20 point), men taget i betragtning at dette var hendes første internationale konkurrence, er det en overraskelse. Den russiske juniormester Polina Agafonova tog bronze.

Top 10
GULD - Kanako Murakami JPN - 165.47
SØLV - Agnes Zawadzki USA - 156.79
BRONZE - Polina Agafonova RUS - 154.27
4. Polina Shelepen RUS - 151.65
5. Anna Ovcharova RUS - 147.52
6. Kate Charbonneau CAN - 147.46
7. Kiri Baga USA - 146.98
8. Christina Gao USA -143.86
9. Joshi Helgesson SWE - 138.13
10. Julia Pfrengle GER - 133.05

Parløb


Heller ikke særligt overraskende vandt JGPF-guldmedalisterne Wenjing Sui og Cong Han guldet med en betragtelig margin, og de er dermed det andet kinesiske par til at vinde Junior VM (de andre er Dan Zhang/Hao Zhang). Sui og Han formåede endda at udføre en kast quad salchow i deres lange program (den blev dog landet på to fødder). Parret slutter også sæsonen ubesejrede, hvilket normalt betyder et ryk til seniorniveau til næste sæson, men Sui vil stadig kun være 14 år til den 1. juli og er dermed stadig for ung til at deltage ved senior VM (parret kan dog stadig deltage ved senior Grand Prix'erne). Alt var dog ikke fryd og gammen for de kinesiske par, da tre par ved en fejltagelse havde fået lov til at deltage, selvom kun to par havde kvalificeret sig på baggrund af sidste års Junior VM. Det lavest placerede kinesiske pars resultater blev dermed slettet. JGPF-sølvmedalisterne Narumi Takahashi og Mervin Tran tog sølv, mens de russiske nationale juniormestre Ksenia Stolbova og Fedor Klimov tog bronze.

Top 10
GULD - Wenjing Sui/Cong Han CHN - 170.71
SØLV - Narumi Takahashi/Mervin Tran JPN - 157.23
BRONZE - Ksenia Stolbova/Fedor Klimov RUS - 145.35
4. Tatiana Novik/Mikhail Kuznetsov RUS - 139.63
5. Britney Simpson/Nathan Miller USA - 138.00
6. Yue Zhang/Lei Wang CHN - 135.86
7. Brittany Jones/Kurtis Gaskell CAN - 133.41
8. Margaret Purdy/Michael Marinaro CAN - 129.29
9. Felicia Zhang/Taylor Toth USA - 128.01
10. Kaleigh Hole/Adam Johnson CAN - 119.68

Isdans

Den størst overraskelse blandt guldmedalisterne kom ironisk nok i isdans, hvor russiske Elena Ilinykh og Nikita Katsalapov tog guldet. Parret stod ud, da de var de eneste guldmedalister, som ikke havde vundet JGPF-guld og deres nationale juniormesteskaber. Her var de dog overbevisende, da de vandt de tre danse og dermed vandt med en margin på lidt over 15 point. Sølvet gik også overraskende til Alexandra Paul og Mitchell Islam. Parret er canadiske juniormestre, men deres bedste internationale resultat er kun en 4. plads ved et Junior Grand Prix. Bronze gik favoritterne Ksenia Monko og Kirill Khaliavin, der indtil Junior VM var ubesejrede. Lidt skuffende endte de regerende Junior VM-sølvmedalister Maia og Alex Shibutani på en 4. plads, kun 0.46 point væk fra podiet.

Top 10

GULD - Elena Ilinykh/Nikita Katsalapov RUS - 188.28
SØLV - Alexandra Paul/Mitchell Islam CAN - 172.37
BRONZE - Ksenia Monko/Kirill Khaliavin RUS - 168.81
4. Maia Shibutani/Alex Shibutani USA - 168.35
5. Lorenza Alessandrini/Simone Vaturi ITA - 167.84
6. Ekaterina Pushkash/Jonathan Guerreiro RUS - 162.16
7. Rachel Tibbetts/Collin Brubaker USA - 153.50
8. Anastasia Galyeta/Alexei Shumski UKR - 146.96
9. Piper Gilles/Zachary Donohue USA - 141.30
10. Geraldine Bott/Neil Brown FRA - 140.65

Se flere detaljer her.

Tilbage i Danmark!


Ude er godt, men hjemme er bedst...

Hej! Så er jeg endelig hjemme efter en dejlig ferie i sydøstasien, og varmen dernede gjorde det (næsten) umuligt at tænke på noget så koldt som kunstskøjteløb. Så jeg undskylder at jeg ikke har fået skrevet et eneste indlæg i næsten 2 måneder. Det vil jeg selvfølgelig gøre op for, men da kunstskøjteløbssæsonen 09/10 er slut, betyder det at mine indlæg vil indeholde "nyheder", der vist ikke kan kategoriseres som rigtige nyheder.

lørdag den 6. marts 2010

Junior VM 2010


I år vil Junior VM finde sted i Haag i Holland, og det vil vare fra den 8. - 14. marts. 212 skøjteløbere/-par fra 53 lande vil deltage i kampen om medaljer og præmiepenge. Især for de store kunskøjteløbsnationer er Junior VM vigtig, da placeringerne i de enkelte discipliner afgør, hvor mange skøjteløbere hver enkelt land kan sende til næste sæsons Junior Grand Prix'er og selvfølgelig Junior VM.

Tidsplan

Tirsdag den 9. marts
13:30 - 17:55 - Den obligatoriske dans
19:15 - 23:05 - Parrenes korte program

Onsdag den 10. marts
10:15 - 13:35 - Herrernes korte program (del 1)
14:15 - 17:35 - Herrernes korte program (del 2)
19:00 - 19:45 - Parrenes lange program 1-4
20:15 - 22:25 - Parrenes lange program 5-16

Torsdag den 11. marts
13:00 - 17:15 - Originaldans
18:00 -19:00 - Herrernes lange program 1-6
19:30 - 22:25 - Herrernes lange program 7-24

Fredag den 12. marts
09:00 - 13:10 - Damernes korte program (del 1)
13:45 - 17:55 - Damernes korte program (del 2)
18:45 - 19:30 - Fridans 1-5
20:00 - 22:25 - Fridans 6-20

Lørdag den 13. marts
12:00 - 13:00 - Damernes lange program 1-6
13:30 - 16:20 - Damernes lange program 7-24
19:00 - 21:00 - Galla

Se mere på wcjunior.com

fredag den 5. marts 2010

Thailand og Vietnam venter forude...


Kære læsere (hvor mange eller få I end er)!

Jeg må desværre fortælle, at jeg tager til Thailand og Vietnam med to veninder fra søndag den 7. marts, og vi kommer først hjem igen den 24. april. De få penge jeg har tjent i løbet af mit sabbatår skal jo bruges. Min ferie betyder jo at jeg sandsynligvis ikke får blogget særlig meget om Junior VM og VM, som finder sted i marts.

Vil du alligevel have nyheder om kunstskøjteløb, må jeg henvise til ISU.org eller icenetwork.com for officielle nyheder, ellers kan du læse de forskellige blogs i min linkliste.

torsdag den 4. marts 2010

Thin Ice


Ved ikke lige hvor relevant dette er for os danskere, men den amerikanske TV-kanal ABC har annonceret en to-dages professionel konkurrence kaldet 'Thin Ice', hvor kunstskøjteløbere kæmper om en samlet præmiesum på 220.000 dollars. Showet vil blive sendt live den 19. og 21. marts. Joannie Rochette har en gæsteoptræden den 19. marts

I ' Thin Ice' vil 10 professionelle kunstskøjteløber fra alle fire discipliner blive parret op, og de skal så udføre en 2-minutter lang rutine, en ny hver aften. Elisabeth Hasselbeck og Kurt Browning er værter, men dommerpanelet vil bestå af tidligere OL-guldmedalister Dick Button, Kristi Yamaguchi og Katarina Witt. Deres score vil dog kun vil bestemme resultatet halvt; resten bestemmes af TV-seerne og publikum.

Parrene vil bestå af:
Shae-Lynn Bourne / John Zimmerman
Marie-France Dubreuil / Michael Weiss
Jamie Salé / Patrice Lauzon
Elena Berezhnaya / David Pelletier
Shizuka Arakawa / Stephane Lambiel

Parrene virker ikke helt harmoniske, da et par kun består af parløbere, mens andre er singler og mens nogle er en blanding. Men skidt pyt! Forhåbentligt vil det hele blive lagt på YouTube, så jeg kan få et godt grin.

(kilde: ABC.com)

onsdag den 3. marts 2010

Yukari Nakano trækker sig tilbage

Yukari Nakano udfører sin signatur donut-piruette ved denne sæsons NHK Trophy. (Foto: daylife.com)

Efter Vinter OL er det en selvfølge, at flere kunstskøjteløbere trækker sig tilbage, men her er en af de mere sørgelige af slagsen. 24-årige japanske Yukari Nakano har offentliggjort sin tilbagetrækning pga. en skulderskade, og hun vil derfor ikke deltage ved VM i næste måned som planlagt. Akiko Suzuki vil træde til i stedet for.

Nakano pådrog sig en skulderskade ved Japan Open i starten af sæsonen, da hendes skulder gik af led under det lange program. Som følge deraf var hendes to Grand Prix resultater ikke så gode som forrige sæson, og selvom hun placerede nr. 3 ved de nationale mesterskaber, blev Nakano ikke sendt til Vinter OL (for anden gang i træk!). Nakano er en af mine personlige favoritter, og jeg vil savne hendes utrolig hurtige donut piruette og endda hendes slyngben (eng. leg wrap).

Yukari Nakanos sidste optræden ved konkurrence, det lange program til "Firebird" ved de japanske nationale mesterskaber:


Mit yndlingsprogram fra Nakano er hendes lange program "Giselle" fra sidste sæson:


(kilde: Yomiuri Online)

Plushenko og Mao Asada?

Ifølge icenetwork.com gik Mao Asada ved gallatræningen op til Evgeni Plushenko og bad om råd angående spring, formentlig tripel axelen da Plushenko har en kanon pålidelig tripel axel. Plushenko var mere end glad for at hjælpe og sagde endda, at hun måtte træne med ham, hvis hun havde lyst (ikke sandsynligt, da Asada ikke vil forlade Japan). Nogle rygter siger tilmed, at Asada planlægger at arbejde på en quad, og dertil har Plushenko sikkert nogle gode råd.

Men først, et sødt kys til the Quad King fra the Queen of Triple Axels: