Konkurrencen ved Junior VM 2016 sluttede i går aftes med isdansernes fridanse, hvor det blev en tæt kamp om guldet.
Det sidste par på isen var JGPF-vinderne Lorraine McNamara og Quinn Carpenter, som leverede deres "Carmen" fridans med masser af fart og skarphed. Amerikanerne opnåede level 3 på begge trin og rotationsløftet, mens de tre andre elementer modtog level 4. Især kvaliteten belønnet med høje GOE, og med en ny personlig bedste FD score på 97.40 point kunne de rykke op til guld.
Førerne Rachel Parsons og Michael Parsons udførte deres tango fridans med præcision og temperament, og de kunne udføre flotte level 4 twizzles, piruette og løft. Deres trin var lavere med level 3 og 2, og dette gjorde måske forskellen; trods et nyt personligt bedste på 94.86 point rykkede de ned til en tæt sølvmedalje, som de stadig virkede tilfredse med.
Russiske Alla Loboda og Pavel Drozd gjorde et flot comeback i fridansen, hvor de fremviste god energi. Begge trin var level 3, mens resten af elementerne blev tildelt level 4. Duoen opnåede et nyt personligt bedste på 92.26 point, og dette kunne rykke dem op til bronze.
De næste fem par var adskilt af kun 2.57 point. Elliana Pogrebinsky og Alex Benoit fremførte en dramatisk "Romeo & Juliet" fridans, og med et nyt personligt bedste på 87.78 point kunne de imponerende blive det tredje amerikanske par i top 4.
Ungdoms Vinter-OL mestrene Anastasia Shpilevaya og Grigory Smirnov dansede en let og yndig dans, men manglede måske lidt power ift. de andre par. Landsmænd Betina Popova og Yuri Vlasenko leverede masser af drama, men hun var lidt usikker på det andet sæt twizzles. De to russiske par tog en 5. og 6. plads.
Franske Angelique Abachkina og Louis Thauron havde en fin fridans med polerede elementer, og de kunne rykke op til en samlet 7. plads. Landsmænd Marie-Jade Lauriault og Romain Le Gac kiksede deres twizzles (level 1), og det nygifte par måtte rykke ned til en skuffende 8. plads.
Dag 2 af Junior VM 2016 i kunstskøjteløb begyndte med isdansernes korte dans, og vi fik faktisk et par overraskelser. Ikke mange point adskiller top 2 samt 3-8, så det bliver en tæt kamp om guld og bronze.
JGPF-bronzevinderne Rachel Parsons og Michael Parsons leverede en ubesværet dans med god power. Deres ene Starlight Waltz modtog level 3, men de resterende fire elementer modtog level 4. Søskendeparret opnåede dagens bedste tekniske score, og med et nyt personligt bedste på 67.88 point tager de en foreløbig føring.
Træningsmakkerne og forhåndsfavoritter Lorraine McNamara og Quann Carpenter udførte også en solid dans, men to level 3 elementer (resten 4) gjorde forskellen. JGPF-vinderne er nu på en tæt 2. plads med 66.25 point, så guld er stadig i rækkevidde.
Kun 1.31 point adskiller de næste seks par, hvilket gør bronzekampen særdeles spændende. Franske Marie-Jade Laurialt og Romain Le Gac havde en elegant dans, omend deres ene level 1 Starlight Waltz kostede dem nogle point. De er på en foreløbig 3. plads.
Unge Anastasia Shpilevaya og Grigory Smirnov er overraskende det topplacerede russiske par, men de to andre par havde også fejl. Ungdoms Vinter-OL mestrene leverede en let og elegant dans, og med et nyt personligt bedste på 59.15 point indtager de en 4. plads.
USA udviser ligesom seniorerne god dybde hos juniorerne, da Elliana Pogrebinsky og Alex Benoit runder top 5 af. Deres første Starlight Waltz modtog kun level 1, men resten af elementerne var gode.
JGPF-sølvvinderne Alla Loboda og Pavel Drozd havde en god start med fire flotte level 4 elementer, men hun faldt deres i slutningen af deres trin uden hold. Russerne er nede på en skuffende 6. plads, omend de har chancen for at rykke op i fridansen.
Landsmænd Betina Popova og Yuri Vlasenko undgik større fejl, men de manglede generelt skarphed, hvilket resulterede i hele fire "kun" level 3 elementer. De er på en tæt 7. plads.
Top 20 går videre til fridansen, som finder sted lørdag aften.