Sæsonens fjerde
Grand Prix i kunstskøjteløb var
NHK Trophy 2024, som fandt sted 8.-10. november (gala er i morgen) i Tokyo, Japan. Der blev konkurreret i alle fire discipliner på senior niveau.
Herrer
Tre gange VM-sølvvinder Yuma Kagiyama skøjtede et rent kort program med quad salchow, quad tåloop-triple tåloop og triple axel, og han kunne tage føringen. I friløbet lagde han ud med fald på quad flip (<), men resten af løbet var stærkt med tre quads og seks triple spring. Samlet kunne han dermed forsvare sin titel med en flot margin. Daniel Grassl underroterede sin quad loop i det korte program, men han kom stærkt tilbage i friløbet, hvor han bl.a. landede tre quads. Dette rykkede ham op på sølv. Tatsuya Tsuboi havde sin hidtil bedste konkurrence; med to nær rene løb kunne han tage sin første GP-medalje med bronze.
Kvinder
Tre gange forsvarende verdensmester Kaori Sakamoto var i en klasse for sig. Hun leverede to nær rene programmer (kun en underrotation i friløbet), og med høje scores kunne hun nappe sæsonens anden GP-sejr. Hun er dermed videre til Finalen, hvor hun er forsvarende mester. 4CC-mester Mone Chiba var også næsten fejlfri, kun et par underrotationer kostede nogle point. Sølvet er hendes første GP-medalje nogensinde. Podiet blev lutter japansk, da Yuna Aoki skøjtede to stærke programmer og tog bronze.
Parløb
Juniorverdensmestrene Metelkina/Berulava var skuffede over deres 4. plads ved Skate America, men den duoen kom igen og skøjtede to rene programmer med høj sværhed og kvalitet. Det blev belønnet med guld, og de er dermed det første par fra Georgien til at vinde GP-guld. Hjemmebanefavoritter og Skate America-vinderne Miura/Kihara tog føringen efter det korte program trods hendes kiks på side-om-side triple tåloop (<<). Friløbet var solidt, men fejl på spring, parpiruette og kast i friløbet rykkede dem ned på sølv. Begge par er videre til Finalen. Skate America-sølvvinderne Kam/O'Shea skøjtede et flot kort program, men hun faldt på begge kast i friløbet. Med bronze må de vente og se, om det er nok til en finaleplads.
Isdans
Verdensmestrene Chock/Bates overraskede med "kun" sølv ved Skate America, men duoen var deres selvsikre selv i Japan. De dansede to stærke danse med høje levels og kvalitet, og de kunne dermed tage guld med en stor margin. De er videre til Finalen, hvor de er forsvarende mestre. Landsmænd Carreira/Ponomarenko leverede også to flotte danse, og de opnåede personlig ny bedste score for rytmedansen. Sølvet er deres hidtil bedste GP-placering. Reed/Ambrulevicius var skuffede over deres 4. plads ved forrige uges GP, men her kunne parret forbedre deres scores betydeligt, og tage bronze for andet år i træk.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar