Sæsonens andet event i Grand Prix serien var Skate Canada International 2024, som fandt sted 25.-27. oktober 2024 i Halifax, Nova Scotia, Canada. Der blev konkurreret i alle fire discipliner på senior niveau.
Herrer
Skate America-vinderen Ilia Malinin var i en klasse for sig. Amerikaneren landede i alt fem quads, og eneste fejl var en triple loop (planlagt quad?) på to fødder i friløbet. Med sæsonens anden GP-sejr i lommen er han videre til Finalen, hvor han er forsvarende mester. Shun Sato leverede et superbt kort program med to quads, men friløbet var lidt blandet med to fald. Det var dog akkurat nok til sølvet. Junhwan Cha havde et solidt program, men en underrotation og "kun" én quad holdte ham tilbage. Friløbet var flot med to quads, omend der var nogle småfejl senere. Samlet rykkede han op til bronze.
Kvinder
Regerende verdensmester Kaori Sakamoto leverede et stærkt kort program med double axel, triple lutz og triple flip-triple tåloop(q), og hun tog dermed en føring med en god margin. Friløbet var ikke som håbet, da hun faldt to gange, men samlet forblev hun på guldet. Landsmand Rino Matsuike havde et katastrofalt kort program med to floppede (<<) spring og et fald. Hun kom dog stærkt igen og skøjtede et rent syv triple spring og umådeligt flot glid over isen. Med en sejr i friløbet rykkede hun op og tog sin første GP-sølvmedalje. Japan dominerede, da Hana Yoshida tog bronze. Hun havde et par fejl i hvert program, men en lidt højere sværhed gjorde forskellen.
Parløb
De regerende verdensmestre Stellato-Dudek/Deschamps måtte kæmpe for landingerne i det korte program, men de undgik store fejl og tog en stor føring. Friløbet gik ikke som håbet, da de kiksede begge spring og havde dårlige landinger på begge kast. Samlet gjorde de dog nok til at forsvare deres titel. Geynish/Chigirev havde en lille fejl i hvert program, men overordnet var de feltets teknisk stærkeste team. Parret fra Uzbekistan (begge er dog fra Rusland) kunne dermed tage sølv i deres GP-debut. Golubeva/Giotopoulos Moore skøjtede to fine løb, omend hun faldt på kast triple loop i friløbet. Bronzen er Australiens første medalje ved senior Grand Prix serien.
Isdans
VM-sølvvinderne Gilles/Poirier gjorde deres sæsondebut, hvor de leverede to skarpe og kreative danse. Parret kunne tage deres femte Skate Canada-titel med en stor margin. Landsmænd Lajoie/Lagha havde et hårdt fald i rytmedansen, men det kostede dem ikke dyrt, da det ikke var på et element. Deres fridans var stærk og de tog samlet sølv. Franske Lopareva/Brissaud havde en stærk konkurrence og kunne tage karrierens fjerde GP-bronzemedalje.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar