|
Ilia Malinin (sølv), Adam Siao Him Fa (guld) og Yuma Kagiyama (bronze) på herrernes podium. |
Sæsonens tredje Grand Prix i kunstskøjteløb var Grand Prix de France 2023, som fandt sted den 3.-5. november 2023 i Angers, Frankrig. Der blev konkurreret i alle fire discipliner på senior niveau.
Herrer
Herrernes event var af højt niveau. Europamester Adam Siao Him Fa var hjemmebanefavorit og han skuffede ikke: franskmanden skøjtede to rene programmer med hhv. to og fire quads, og med tre nye personlige bedste scores kunne han forsvare sin titel. Skate America-vinder Ilia Malinin vandt det korte program - trods et fald i trinsekvensen - men to mindre usikre landinger i et ellers flot friløb gjorde forskellen. Amerikaneren faldt til sølv, men han har sikret sig en endnu tur til Finalen. OL-sølvvinder Yuma Kagiyama gjorde sit comeback til GP'erne efter en sæson ude med skade. Japaneren imponerede med et rent kort program med bl.a. en quad, og hans friløb begyndte godt med to flotte quads. Han havde dog et par fejl i anden halvdel, men samlet gik han med bronze.
Kvinder
Vi så en del overraskelser hos kvinderne. Skate America sølvvinder Isabeau Levito vandt det korte program med en ren fremførelse, og det kom hende til gode, da hendes friløb var blandet: to usikre landinger og et fald ud af en piruette (som så var 0 point værd) betød, at hun kun var tredjebedst i segmentet, men det var nok til at give hende sin første GP-sejr og endnu en tur til Finalen. Belgiske Nina Pinzarrone - som tog en 5. plads ved forrige EM - imponerede med to rene løb, og lidt uventet blev det til sølv i hendes senior GP-debut. Rion Sumiyoshi havde et frustrende fald på en nem double axel i det korte program, men hun kom stærkt tilbage i friløbet, hvor hun for første gang landede en ren quad tåloop! Resten af friløbet var også flot, omend hun efterlod nogle point på bordet med en doublet salchow. En sejr i friløbet trak hende for andet år i træk op til bronze.
Parløb
Skate America sølvvinderne Pereira/Michaud fortsætter successen: det canadiske par vandt det korte program med en ren fremførelse, og deres friløbet var - med undtagelse af hans fald på springkombinationen - klart det bedste i feltet. Med deres første GP-sejr i lommen er de videre til Finalen. Forhåndsfavoritterne og VM-bronzevindere Conti/Macii havde en acceptabel event, men lidt dårlige landinger på et kast i begge segmenter og nogle lavere levels gjorde, at de samlet måtte nøjes med sølv. De regerende Grand Prix de France sølvvindere Kovalev/Kovalev tog bronze.
Isdans
VM-sølvvinderne Guignard/Fabbri levede op til deres favoritværdighed. Den italienske duo skøjtede to stærke danse, hvor de udviste høj kvalitet og opnåede høje levels. De kunne samlet set forsvare deres titel. Canadiske Fournier Beaudry/Sørensen dansede væsentlig bedre end deres sæsondebut ved Finlandia Trophy (hvor det kun blev bronze), og med to flotte danse kunne de forsvare deres sølvmedalje. Skate America bronzevinderne Lopareva/Brissaud sørgede for at podiet fra forrige år gentog sig, da franskmændene igen tog bronze.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar