ISU World Junior Figure Skating Championships 2022 sluttede med kvindernes konkurrence, hvor det blev en særdeles tæt kamp om guldet. Det var de amerikanske og sydkoreanske kvinder, som dominerede feltet.
Amerikanske Isabeau Levito leverede feltets sværeste korte program, da hun løb rent med double axel, triple flip og triple lutz-triple loop. Dette gav hende en solid føring. I friløbet skøjtede hun igen rent med syv triple spring, omend et par af de store kombinationer i anden halvdel var lidt stramme i landingen. Samlet var det dog akkurat nok til, at hun kunne snuppe guldet.
Sydkoreanske Jia Shin imponerede i det korte program, hvor hun fejlfrit fik leveret triple lutz-triple tåloop, double axel og triple flip. I det lange program var hun igen ren på sine syv triple spring, hvor især kvaliteten var i top. Hun vandt friløbet, og samlet blev det til en særdeles tæt sølvmedalje.
Lindsay Thorngren løb et rent kort program, som placerede hende i medaljeposition med en 4. plads. I det lange program havde hun feltets højeste basisværdi, da hun landede triple lutz-triple loop og fem andre triple spring. Dette kunne trække amerikaneren op på en samlet bronzemedalje.
Sydkoreanske Ahsun Yun leverede to rene programmer med hhv. tre og syv triple spring, men i dette stærke felt måtte hun nøjes med en samlet 4. plads. Landsmand Seoyeong Wi løb også to nær rene programmer - den eneste fejl var et fald på double axel i friløbet. Hun trak sig op til en samlet 5. plads.
Danske Catharina Victoria Petersen skøjtede et rent kort program med triple tåloop-double tåloop, double axel og double flip. Dette gav hende en 28. plads, og hun gik derfor ikke videre til det lange program.
Samlet resultat
Se flere detaljer her.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar