|
Nathan Chen udfører sin koreografiske sekvens i sit lange program. |
Herrernes konkurrence i kunstskøjteløb ved Vinter OL 2022 sluttede i nat, da de lange programmer blev fremført. Ingen af favoritterne kunne levere et helt rent program, men niveauet var stadig højt.
Føreren Nathan Chen var den sidste herre på isen, og han kontrollerede sig egen skæbne. Heldigvis virkede han helt rolig, da han en efter en fik landet fem quads og fire triple spring. Han måtte kæmpe en smule for quad salchow, men den største fejl var en singlet flip på enden af hans euler kombination. Det var dog tydeligt, at han havde gjort mere end nok; en FS score på 218.63 point var et sæsons bedste og dagens højeste, og han kunne dermed vinde sin første OL-guldmedalje med en margin på lidt over 22 point!
Yuma Kagiyama var ikke helt så ren som ved holdkonkurrencen, men han kunne stadig levere et flot løb. Japaneren landede tre quads og fire triple spring, men han havde stepout/hånd på quad loop (q), og han doublede salchowen på enden af sin euler kombination. Hans FS score på 201.93 point var mere end nok til at give den 18-årige sølv i sin OL-debut.
Landsmand Shoma Uno havde nogle usikre landinger i sit løb. Han lagde flot ud med quad loop, men der var to fødder på quad salchow (q), stepout/hånd på quad flip, og han måtte kæmpe for landingen på den ene quad tåloop. Den anden quad tåloop-double tåloop var dog fin, men efterfølgende singlede han flippen på enden af hans euler kombination. Scoren på 187.10 point var dagens femtebedste, men samlet kunne han holde fast på bronze.
Den tredje japaner og forsvarende mester Yuzuru Hanyu startede ud med et modigt forsøg på quad axel; han faldt på springet, men det var hans bedste forsøg nogensinde, da den "kun" blev kendt underroteret. Dernæst faldt han på quad salchow, men de resterende spring inklusiv to triple axeler og to quad tåloops var rene. Hans score på 188.06 point var dagens tredjehøjeste, og han rykkede op til en samlet 4. plads.
Sydkoreanske Junhwan Cha havde også en skæv start, da han lagde ud med fald på quad tåloop. Han kom dog igen og leverede resten af programmet uden fejl med quad salchow og syv triple spring. Et nyt personligt bedste på 182.87 point hav ham en flot samlet 5. plads.
Amerikanske Jason Brown forsøgte ikke quad(s), men han leverede et smukt program med syv triple spring. Eneste fejl kom, da han doublede salchowen på enden af sin euler kombination - en typisk fejl hos herrerne den aften. Han opnåede et nyt personligt bedste på 184.00 point og tog en samlet 6. plads.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar