Amerikanske Caroline Green/Michael Parsons gør deres 4CC-debut i Tallinn. |
Isdansernes felt ved ISU Four Continents Figure Skating Championships 2022 indeholder ikke par, der skal til Vinter OL i Beijing. Derimod har vi et felt med mange up-and-coming par, som måske kan blive de næste store stjerner.
Et af guldfavoritterne må være Caroline Green og Michael Parsons, som har haft noget af et semi-gennembrud denne sæson. De tog en stærk 4. og 5. plads ved GP'erne, to CS-bronzemedaljer og senest en flot 4. plads ved de amerikanske mesterskaber. Den amerikanske duo har især fået megen ros for deres fridans denne sæson.
Japanske Kana Muramoto og Daisuke Takahashi er også favoritter til guldet, og ved Warsaw Cup - hvor de tog sølv - slog de faktisk Green/Parsons. Parret har især en interessant rytmedans denne sæson. Det er dog kun deres anden sæson sammen, så stabiliteten på de svære løft og trin kan godt mangle. Ved de japanske mesterskaber havde de begge et fald i rytmedansen og endte samlet med sølv - og missede derfor billetten til OL.
Det anden-seedede amerikanske par er Emily Bratti og Ian Somerville, som havde deres debut sammen denne sæson. Det er blevet til en 8. og 5. pladser i Challenger Serien, før de overraskede med en superflot 5. plads ved de amerikanske mesterskaber. Hvis de fortsætter udviklingen, har de måske chancen for en medalje her.
Christina Carreira og Anthony Ponomarenko har før sæsonstart skiftet træner (til Scott Moir), men deres resultater har desværre været skuffende og nedadgående. For første gang som seniorer er det ikke blevet til nogle internationale medaljer, og ved de amerikanske mesterskaber blev det til deres hidtil værste med en 7. plads. Hvis de kan skøjte til deres forrige høje niveau, har de dog en medaljechance.
Det canadiske par Carolane Soucisse og Shane Firus har faktisk en 4CC-sølvmedalje på resuméet fra 2018 (også i et olympisk år). Denne sæson har deres resultater ikke været prangende, da det blev til 7. pladser ved begge deres GP'er og senest en 4. plads ved de canadiske mesterskaber. Med solide løb burde de dog have en chance for en podieplads i dette felt.
Hold også øje med Marie-Jade Lauriault og Romain Le Gac, som gør deres debut for Canada - duoen har tidligere skøjtet for Frankrig, så de er nogle af få løbere, som får prøvet at deltage ved både EM og 4CC. Parret tog en 5. plads ved de canadiske mesterskaber.
Mine forudsigelser
1. Caroline Green / Michael Parsons USA
2. Kana Muramoto / Daisuke Takahashi JPN
3. Emily Bratti / Ian Somerville USA
4. Christina Carreira / Anthony Ponomarenko USA
5. Carolane Soucisse / Shane Firus CAN
6. Marie-Jade Lauriault / Romain Le Gac CAN
7. Holly Harris / Jason Chan AUS
8. Haley Sales / Nikolas Wamsteeker CAN
9. Charlotte Lafond-Fournier / Richard Kang in Kam NZL
10. India Nette / Eron Westwood AUS
Se flere detaljer her.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar