Higuchi (sølv), Miyahara (guld) og Mihara (bronze) på damernes podium. |
Vi havde et dybt felt hos damerne ved de japanske nationale mesterskaber 2016/17, og det blev en tæt kamp i sidste ende om en podieplads.
Forsvarende mester Satoko Miyahara viste igen nerver af stål og leverede et rent kort program med double axel, triple lutz-triple tåloop og triple loop, og dermed tog hun en flot føring med en score på 76.40 point. I det lange program havde hun step-out på triple lutz-triple tåloop (<), men ellers løb hun programmet uden synlige fejl, omend den anden lutz blev kendt underroteret. En FS score på 138.38 point var mere end nok til at give hende sin tredje nationale titel i træk.
Wakaba Higuchi løb et rent kort program med en triple lutz-triple tåloop i anden halvdel, men hun mistede point for udvendigt skær på triple (f)lip. Det blev til en foreløbig tredjeplads med 68.74 point. I friløbet faldt hun på triple salchow (<<), men ellers landede hun seks flotte triple spring inkl. to triple lutz-triple tåloop kombinationer. En score på 130.75 point rykkede hende op på sølv for andet år i træk.
Skate America-bronzevinder Mai Mihara løb et rent kort program, og hun var i god medaljeposition med 65.91 point. Det drog hun nytte af, idet hun leverede et fejlfrit langt program med syv triple spring. En score på 132.26 point rykkede hende op på bronze.
Juniorverdensmester Marin Honda leverede også et rent kort program med bl.a. triple flip-triple tåloop. I friløbet havde hun et dyrt pop med en single flip, men improvisation betød at hun med en sen triple salchow-triple tåloop stadig fik udført seks triple spring. Hun endte på en tæt 4. plads.
Rika Hongo havde et flot kort program med en sen triple tåloop-triple tåloop, og hun tog dermed en foreløbig andenplads. Overordnet set løb hun et solidt friløb, men en doublet loop og underroteret triple tåloop var dyre fejl, og hun faldt til en samlet 5. plads.
Seks gange national mester Mao Asada led stadig af springproblemer: en single axel i det korte program og to fald i det lange foruden en del underrotationer medførte, at hun endte på en overraskende 12. plads.
Samlet resultat
Se flere detaljer her.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar