torsdag den 1. oktober 2015
Japan Open 2015 - forudsigelser
Pro-am holdkonkurrencen Japan Open har 10 års jubilæum, og i år finder konkurrencen sted nu på lørdag den 3. oktober i Saitama, Japen. Team Japan, Nordamerika og Europa har hver to herre- og to dame singlesløbere, som vil fremføre deres lange program - og tradition tro vælger en del store topløbere at gøre deres internationale sæsondebut her!
Holdresultatet findes ved at lægge de enkelt løberes IJS-scores sammen. Efter konkurrencen finder isshowet Carnival on Ice sted.
Team Japan
Den 25-årige tre gange verdensmester Mao Asada vælger at gøre sit comeback her, og det bliver interessant at se hendes nuværende form. Relativt nye klip har vist hende lande både triple axel og triple-triple kombinationer, men comebacks er altid svære. Satoko Miyahara tog en individuel 2. plads forrige år, og den regerende VM-sølvvinder ser ud til at fortsætte de stabile løb, da hun begyndte sæsonen med en sejr ved US Int'l FS Classic.
Daisuke Murakami overraskede forrige sæson ved at vinde NHK Trophy, men han kan gerne være ustabil på springene, hvilket en 7. plads ved de nationale mesterskaber viser. Den regerende juniorverdensmester Shoma Uno havde en skuffende sæsonstart med en 5. plads ved US Int'l FS Classic, men han har dog potentialet til at score højt, hvilket han viste i sit vindende lange program, hvor han landede både quad tåloop og triple axel.
Team Nordamerika
Amerikanske Ashley Wagner havde en katastrofal 6. plads forrige år, men hun beholder dog sit lange program fra forrige år, hvilket burde føre til en forbedret fremførelse. Landsmand Gracie Gold har allerede vist god form ved sommerkonkurrencerne og her, men spørgsmålet er altid om hun kan bringe den form til de internationale konkurrencer.
Patrick Chan gør sit comeback her, omend han faktisk deltog og tog en individuel 1. plads her forrige år med samme lange program. Hans triple axel er måske et spørgsmålstegn, men programkomponenterne burde stadig være høje. Holdets største svaghed er nok Jeremy Abbott, som ellers ikke vil konkurrere denne sæson - det er uvist, om det vil hjælpe på hans normalt lidt nervøse konkurrencenerver.
Team Europea
Europa har to regerende verdensmestre på sit hold. Elizaveta Tuktamysheva kommer fra en super solid sæson, hvor hun kun tog guld og lidt sølv i sine konkurrencer. Hun har virket solid ved nogle nationale konkurrencer indtil nu, omend hun ikke var forsøgt de store spring (3A og 3-3) indtil videre. Javier Fernandez tog en individuel 2. plads forrige år, men ligesom Tuktamysheva bliver det interessant at se hvordan han håndterer presset som nykronet verdensmester. Med sine mange quads har han råd til (og vi kan forvente) nogle fejl så tidligt i sæsonen.
Den olympiske mester Adelina Sotnikova gør sit comeback her. Springene var der ikke ved de russiske testløb, men hun havde forbedret sit meget ved en senere konkurrence. Uden de sværeste spring eller piruetter (pga. rygskade) bliver det svært for hende at score højt. Brian Joubert er konkurrencens eneste "professionelle" løber, da han ikke har konkurreret siden 2013-14. Dermed er det nok urealistisk at forvente, at han vil forsøge et svært nok program til at blande sig i toppen.
Mine forudsigelser
Herrer
1. Patrick Chan CAN
2. Javier Fernandez ESP
3. Shoma Uno JPN
4. Daisuke Murakami JPN
5. Jeremy Abbott USA
6. Brian Joubert FRA
Damer
1. Elizaveta Tuktamysheva RUS
2. Satoko Miyahara JPN
3. Mao Asada JPN
3. Gracie Gold USA
4. Ashley Wagner USA
6. Adelina Sotnikova RUS
Hold
1. Japan
2. Nordamerika
3. Europa
Se flere detaljer her.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar