mandag den 21. september 2015

2015 U.S. International Figure Skating Classic - resultat

Sæsonens første konkurrence i ISU Challenger Series (ud af i alt 10) var 2015 U.S. International Figure Skating Classic, som fandt sted den 16.-20. september i Salt Lake City, Utah, USA. Der blev konkurreret i alle fire discipliner på senior niveau.

Herrer
Keiji Tanaka (sølv), Daniel Samohin (guld) og Ross Miner (bronze). (Foto: AP)

Herrernes konkurrence var en smule rodet, og det førte til et uventet resultat. Israelske Daniel Samohin fik landet hele tre quads i det lange program og kunne dermed hoppe op og tage sæsonens anden senior sejr. Samohin konkurrerer ved JGP'erne og med sølv fra JGP Colorado Springs har han en chance for JGPF.

Tidligere Junior VM-sølvvinder Keiji Tanaka havde problemer med sin quad salchow, men løb ellers sin stærkeste konkurrence på senior niveau hidtil. Han har nu to sølvmedaljer denne sæson (første fra Asian Trophy).

Den regerende sølvvinder Ross Miner vandt det korte program, men adskillige pop i det lange program trak ham ned på bronze.

Favorit og regerende juniorverdensmester Shoma Uno havde et katastrofalt kort program, hvor en triplet quad (fald) betød en ugyldig triple-triple kombination. Han kom godt igen i det lange med to quads, en triple axel og og tre andre triple spring. Han vandt det lange program og trak sig op på en samlet 5. plads.

Richard Dornbush leverede langt under forventning, da han poppede adskillige spring i begge programmer. Samlet blev det til en skuffende 6. plads.

Samlet resultat


Damer
Tursynbaeva (sølv), Miyahara (guld) og Wang (bronze). (Foto: AP)

Den regerende VM-sølvvinder Satoko Miyara havde en stærk sæsondebut med to næsten rene programmer. Hun landede en triple lutz-triple tåloop i det korte program og to double axel-triple tåloop kombinationer i det lange program. Den eneste store fejl var et fald på triple lutz (<) i det lange program. Med sejre i begge løb kunne hun snuppe guldet.

Elizabet Tursynbaeva er på vej op efter en 4. plads ved Junior VM og to sejre i sommerklubkonkurrencerne. Hun løb også to teknisk svære programmer med triple lutz-triple tåloop i det korte og triple salchow-triple tåloop i det lange program. Samlet kunne hun tage sølvet.

Amerikanske Angela Wang løb et rent kort program med triple tåloop-triple tåloop, men hun havde nogle pop og usikre landinger i det lange program. Bronze er dog stadig en god sæsonstart efter en skuffende 14/15 sæson. Landsmand Karen Chen havde et rent kort program, men havde adskillige pop og et enkelt fald i det lange. Hun tog en samlet 4. plads.

Japanske Kanako Murakami skuffede med en 7. plads, da hun poppede størstedelen af sine spring i begge programmer; i det lange program fik hun kun kredit for to triple spring.

Samlet resultat


Parløb
Tarah Kayne og Daniel O'Shea havde problemer med side-om-side triple salchow (hun faldt, han hånd på) i det korte program, men de leverede et solidt langt program, hvor de landede salchowen og kast triple lutz (et nyt element for dem denne sæson). Guldet er deres første internationale sejr.

I deres internationale debut kunne Marissa Castelli og Mervin Tran vinde det korte program trods fald på side-om-side triple salchow (ham). De havde også problemer med side-om-side springene i det lange program, og samlet faldt de til sølvet.

Kirsten Moore-Towers og Michael Marinaro udviste lidt forbedring med et fint kort program. Problemer med kast i det lange program medførte, at de samlet tog bronze - dette er deres første (internationale) medalje.

Samlet resultat


Isdans
Favoritter Madison Hubbell og Zachary Donohue vandt den korte dans, på trods de begge faldt på nogle forbindende bevægelser. Fridansen var bedre, men deres løft på lige linje var usikkert og blev kun tildelt level 1. Parret var ikke glade for deres score, men de kunne sikkert snuppe sejren.

Laurence Fournier Beaudry og Nikolaj Sørensen havde heller ikke en ideel kort dans, da hun næsten snublede på deres twizzles, som så kun blev tildelt level 1. I fridansen var det ham, som havde en smule twizzles-problemer (level 2), men generelt virkede denne dans mere finpudset. Duoen kunne samlet rykke op på sølv.

Podiet blev fuldendt med et tredje Montreal-par, da Elisabeth Paradis og Francois-Xavier Ouellette tog bronze. Duoen havde lidt usikkerhed i en trinsekvens i begge programmer. De regerende Junior VM-bronzevindere Alexandra Nazarova og Maxim Nikitin tog en samlet 4. plads.

Samlet resultat


Se flere detaljer her.

Ingen kommentarer: