onsdag den 2. oktober 2013

Finlandia Trophy 2013 (forudsigelser + tidsplan)

Ugens anden senior B konkurrence er Finlandia Trophy 2013, som afholdes den 4.-6. oktober i Espoo, Finland. Der vil blive konkurreret i singles og isdans på senior niveau, samt i synkro (kun kort program).

Herrer
Den regerende mester Yuzuru Hanyu gør sin sæsondebut her. Forrige sæson blev det bl.a. til GPF sølv og en 4. plads ved VM. Hanyu har både stærke spring og præsentation, hvilket gør ham til guldfavorit i denne konkurrence.

Den regerende sølvvinder Richard Dornbush gør også sin sæsondebut. Forrige sæson startede han stærkt ved Finlandia Trophy, omend resten af sæsonen kun bød på middel resultater.

Rusland sender to herrer. Sergei Voronov forsøger de svære spring, men lave programkomponenter vil holde ham tilbage. Artur Gachinski er tidligere VM-bronzevinder (2011), men han har sidenhen kæmpet med sin springstabilitet. Han har dog potentiale til at stå på podiet.

Mine forudsigelser
1. Yuzuru Hanyu JPN
2. Richard Dornbush USA
3. Sergei Voronov RUS
4. Artur Gachinski RUS
5. Jorik Hendricx BEL

Damer
Damernes felt er dybt, og vi har bl.a. den regerende mester Julia Lipnitskaia. Hun startede forrige sæson stærkt ud, men en skade bremsede momentum. Hun kom dog igen og tog Junior VM sølv. Lipnitskaia har solid springstabilitet og stærke piruetter, så et forsvar har rimelig chancer.

Landsmand Elizaveta Tuktamysheva gør også sin sæsondebut. Hun har solid springteknik, men stabiliteten var nede i bund forrige sæson. Hun får bruge for springene, da grundløb og piruetter vil ligge i den lavere ende.

Akiko Suzuki har taget Finlandia trofæet to gange før. Forrige sæson var en rutschebanetur for Suzuki, der desværre endte i bund ved VM, hvor det blev en 12. plads. I dette felt er hun den mest modne løber, så med solide spring kan hun genvinde titlen. Landsmand Risa Shoji deltager også.

USA sender Mirai Nagasu, som er den regerende bronzevinder. Hun har potentiale til at tage medalje i dette felt, men hun skal undgå de forbistrede underrotationer. Landsmand Vanessa Lam gør sin internationale seniordebut.

Mine forudsigelser
1. Julia Lipnitskaia RUS
2. Akiko Suzuki JPN
3. Elizaveta Tuktamysheva RUS
4. Mirai Nagasu USA
5. Vanessa Lam USA

Isdans
Favoritter er uden tvivl VM sølvvinderne Tessa Virtue og Scott Moir, som vandt trofæet tilbage i 2011. Parret skal vise, at de er stand til at opnå høje scores for deres nye programmer ligesom Davis/White gjorde ved US Int'l FS Classic.

De regerende mestre Ekaterina Brobrova og Dmitri Soloviev har trukket sig pga. en mindre ankelskade (se her), og det gør Madison Chock og Evan Bates til sølvfavoritter. Parret har haft en god sæson med nationalt sølv og en 7. plads ved VM.

Bronze er en smule åben, men kan muligvis gå til Isabella Tobias og Deividas Stagniunas, som startede sæsonen med en 7. plads ved US Int'l FS Classic. 

Mine forudsigelser
1. Tessa Virtue / Scott Moir CAN
2. Madison Chock / Evan Bates USA
3. Isabella Tobias / Deividas Stagniunas LTU
4. Shari Koch / Christian Nüchtern GER
5. Justyna Plutowska / Peter Gerber POL


Tidsplan, dansk tid (Finland er en time foran)

Fredag den 4. oktober
17:15-18:59 - Isdans: kort dans
19:20-19:57 - Synkro: kort program

Lørdag den 5. oktober
12:35-14:38 - Herrer: kort program
15:05-17:15 - Damer: kort program
17:40-19:38 - Isdans: fridans

Søndag den 6. oktober
12:00-14:30 - Herrer: langt program
14:50-17:21 - Damer: langt program

Se flere detaljer her.

2 kommentarer:

Anonym sagde ...

ved du om eurosport eller ISU viser konkurrencen live?

Sequins Galore sagde ...

Nej, begge viser ikke konkurrencen. Finske YLE vil live streame konkurrencens sidste to dage, altså på lørdag og søndag. Jeg har lige skrevet et nyt indlæg, så tjek det ud.