21-årige Adam Rippon er mest kendt for sin "Rippon Lutz" og så selvfølgelig sit krøllede hår, hvorimod hans kostumer falder lidt i baggrunden. Det betyder dog ikke, at de er dårlige, men denne sæson har han bare holdt sig til en (relativ) klassisk stil. Hans kostumer er designet af Stephanie Handler.
Det korte program
Musik: "Romeo and Juliet Overture" af Tchaikovsky
Skate America 2010
I sit korte program portrætterer han Romeo fra Tchaikovskys klassiske ballet, og i starten af sæsonen valgte Rippon et lidt enkelt udtryk med sorte bukser og en løs hvid skjorte. Skjorten har fået et mere gammeldags look med sin bådudskæring, stramme underærmer og så guld/sorte bånd, som rynker stoffet. Et godt kostume, som relaterer sig til musikken uden at blive overgjort.
Min bedømmelse: 6.75/10.00
U.S. Nationals 2011
Ved de amerikanske mesterskaber og 4CC havde Rippon skiftet til noget mere farvestrålende: sorte bukser sat sammen med en bleggul satinskjorte og bordeaux velourvest med guldbroderier. På tekst lyder det for meget, men på billedet kan jeg godt lide kostumet. Ting der glimter er min svaghed, og det smallere snit og de sorte bukser afbalancerer looket.
Min bedømmelse: 7.25/10.00
Det lange program
Musik: "Piano Concerto No. 2" af Sergei Rachmaninov
Til sit lange program skøjter Rippon til en af de ultimative kunstskøjteløbsklassikere, og kostumet afspejlede dette. Midnatsblå velourbukser med en lyseblå skjorte, men der var et par glimtende sten her og der på skjortens flæsekrave og læg ved ærmerne. Farven gør også tingene lidt mere spændende at se på.
Min bedømmelse: 7.00/10.00
Ingen kommentarer:
Send en kommentar