Herrernes podium: Richard Dornbush (sølv), Ryan Bradley (guld), Ross Miner (bronze) og Jeremy Abbott (tin). (Foto: Getty Images)
De amerikanske mesterskaber sluttede i nat med herrernes lange programmer, og jeg var så heldig at se de sidste grupper live på internettet, og hold kæft hvor jeg ikke forventede udfaldet; de unge og uerfarne herrer skøjtede rene programmer efter hinanden, mens de ældre favoritter faldt sammen under presset.
Føreren efter det korte program Ryan Bradley startede dårligt ud med to voldsomme stepouts på begge quad tåloops, og han måtte efterfølgende kæmpe for landingerne, men formåede da at lande 7 triple spring, deriblandt en triple axel-triple tåloop kombination. Publikum var i hvert fald med ham hele vejen. Hans score på 151.51 point var kun dagens fjerdebedste, men styrken af det korte program holdte ham på førstepladsen, hans første nationale titel nogensinde.
Dagens bedste program kom fra 19-årige Richard Dornbush, hvis forrige placering her kun var en 11. plads. Dornbush skøjtede et fejlfrit program med 8 solide triple spring. Hans score på 157.85 point var dagens bedste og trak ham fra en 7. plads til en samlet 2. plads. Den nykronede Junior Grand Prix Finalemester vil nu gøre sin internationale seniordebut ved selveste VM.
Endnu et rent program kom fra Ross Miner, som vandt den nationale juniortitel tilbage i 2009. Hans program indeholdte også 8 flotte triple spring, og hans score på 156.36 point var dagens andenbedste. Dette trak ham op på en samlet 3. plads og gav ham bronze i sin nationale seniordebut.
Top 3 vil nu blive sendt til VM, hvilket er et lidt risikabelt valg, da ingen af disse har opnået bemærkelsesværdige høje resultater på den internationale scene på seniorniveau.
Favorit Jeremy Abbott startede ellers sit program godt ud, men for mange usikre landinger og et fald betød, at han kun opnåede den sjettebedste score med 145.77 point. Dette trak ham ned på en meget skuffende 4. plads. Adam Rippon startede skidt ud med et stepout på sin triple axel, men kom godt igen og landede 7 triple spring. Han opnåede den tredjebedste score med 153.78 point, hvilket trak ham op på en 5. plads. Armin Mahbanoozadeh skøjtede et rent program med 8 triple spring og trak sig op på en 6. plads. Disse tre herrer vil som "trøstepræmie" blive sendt til 4CC.
Brandon Mroz havde et middelmådigt program med flere usikre landinger og lave levels på piruetterne. Han faldt fra sin 3. plads til en skuffende 7. plads. Keegan Messing og Jason Brown leverede begge solide programmer, og de endte på en henholdsvis 8.- og 9. plads. Dette giver dem en billet til Junior VM.
Resultat
1. Ryan Bradley - 231.90
2. Richard Dornbush - 225.56
3. Ross Miner - 224.35
4. Jeremy Abbott - 224.16
5. Adam Rippon - 220.04
6. Armin Mahbanoozadeh - 215.05
7. Brandon Mroz - 213.49
8. Keegan Messing - 213.29
9. Jason Brown - 208.76
10. Douglas Razzano - 206.76
11. Jonathan Cassar - 187.76
12. Grant Hochstein - 183.37
13. Scott Dryer - 177.15
14. Wesley Campbell - 176.69
15. Jason Wong - 172.63
Se flere detaljer på usfigureskating.org
Ingen kommentarer:
Send en kommentar