Vanessa Crone og Paul Poirier udfører et danseløft i deres program. (Foto: AP Photo)
Skate Canada sluttede i dag med isdansernes fridans, og der var rigtig mange gode programmer at se.
Ligesom i de andre discipliner havde Canada også stor succes i isdans.
Vanessa Crone og Paul Poirier skøjtede en smuk fridans til "Eleanor Rigby", hvor de udførte kreative løft og præcise trinsekvenser. Alle deres elementer blev bedømt level 3 og 4 bortset fra deres løft på lige linje, som var level 2. Deres score på 91.47 point var dagens bedste, og de rykkede dermed op og tog deres allerførste Grand Prix guld.
Sinead Kerr og John Kerr udviste også en stor kreativitet i deres fridans, men et kiks på deres ene løft og lave levels på flere elementer betød, at deres fridans med 86.84 point kun blev bedømt som dagens tredjebedste. Samlet set faldt de til en andenplads. Søskendeparret har desuden bekendtgjort, at denne sæson bliver deres sidste sæson sammen i konkurrence.
Madison Chock og Greg Zuerlein havde som de eneste en humoristisk fridans, hvilket er noget helt nyt for dem. De slap heldigvis godt fra det, og med dagens fjerdebedste score på 84.86 point rykkede de en plads op og tog karrierens første senior Grand Prix medalje, nemlig bronze.
De unge canadiere
Alexandra Paul og Mitchell Islam havde en smuk fridans, der blev fremhævet med svære løft. 5 ud af 8 elementer blev bedømt som level 4, mens resten var level 3, og dette betød at parret opnåede dagens højeste tekniske score. Deres score på 87.61 point er et nyt personlig bedste samt dagens andenbedste score, og dette rykkede dem op på en samlet 4. plads, under ét point væk fra podiet. Det er desuden skræmmende, hvor meget parret ligner landsmændene Virtue og Moir, både i udseende og dansestil!
Pernelle Carron og Lloyd Jones skøjtede solidt, men havde nogle småfejl her og der, hvilket trak dem ned på en samlet 5. plads.
Kristina Gorshkova og Vitali Butikov havde en fridans, der var noget rodet, og de faldt til en 6. plads.
Resultat
Se flere detaljer på
isuresults.com
Ingen kommentarer:
Send en kommentar