lørdag den 17. juli 2010

Liberty Summer Competition 2010


Sommerkonkurrencen "Liberty" finder sted denne uge (slutter i dag) i Ashton, Pennsylvania i USA, og disse konkurrencer er en super god mulighed for kunstskøjteløberne (mest amerikanere og canadier) at debutere deres programmer under lidt mere afslappende konkurrenceforhold. Her er nogle af de nyheder, jeg kunne opsnappe fra internettet:
  • Ashley Wagner udførte sit korte program til Led Zeppelins "Kashmir". Her formåede hun at lande sin første rene triple lutz (på et udvendigt skær) dvs. hun fik ikke et "e" af det tekniske panel. Wagner plejede at flutze (indvendigt skær), men hun har i off-sæsonen arbejdet meget med sin teknik. I programmet udførte hun også en 3flip-2tåloop og dobbelt axel, men målet er at udføre en 3-3 kombination. Programmet scorede 54.55 point.
  •  Agnes Zawadzkis korte mamboprogram scorede 50.85 point. Programmet var rent med undtagelse af springkombinationen: hun udførte kun en triple tåloop i stedet for sin planlagt 3tåloop-3tåloop kombination.
  • Patrick Chan udførte sit korte program til "Take Five" og landede sin allerførste quad (tåloop) i konkurrence, og han må have gjort det godt, for han fik +1.75 i GOE af dommerne. Han faldt desværre på sin triple axel, men formåede at udføre sin 3lutz-3tåloop kombination. Interessant at Chan udfører quaden som sit solospring ud af forbindende trin, da de fleste herrer udfører den i kombination i det korte program, men Chan er vel vant til at udfører forbindende trin ind og ud af alle sine spring. Programmet scorede 78.88 point. Hans nye gallaprogram er afsløret til at være til "Don't Worry, Be Happy" af Bobby McFerrin. 
Forhåbentligt uploader nogle fans videoer på YouTube...

OBS! Efter som sæsonen skrider frem, vil mange nok opdage at den gennemsnitlige score for det korte program vil være lavere end normalt. Dette skyldes, at der nu kun er 7 obligatoriske elementer, mens der plejede at være 8. Desuden er det blevet sværere at opnå level 4 på alle tre piruetter, og basisværdier og GOE på mange spring har ændret sig.

(kilde: Icenetwork.com 1 2 og pjkwong.com)

Ingen kommentarer: