fredag den 26. februar 2010

Vinter OL - Kim tager guldet!

Damernes lange programmer var måske en af de mest velskøjtede i Vinter OLs historie, da der ikke var et eneste fald i top 12! En god slutning på noget godt kunstskøjteløb i de sidste to uger.

Yuna Kim behøvede ikke at være perfekt for at vinde guldet, men mon ikke hun er glad for at hun var. Til musikken "Piano Concerto in F" af George Gershwin fløj Kim hen over isen og udførte sin 3lutz-3tåloop, tripel flip og 2axel-2tåloop-2loop uden større besvær. Resten af springene i den anden halvdel af programmet var ligeledes smukke, og i alt udførte hun 6 tripelspring. Hun scorede endnu en rekord for et lange program med en score på 150.06 point, hvilket er mere end 16 point mere end hendes tidligere personlige bedste. Hendes samlede score på 228.56 point var ligeledes en rekord, og Kim vinder dermed Sydkoreas første medalje i kunstskøjteløb. En meget overbevisende sejr da hun fik guld med en margin på lidt over 23 point!


Mao Asada havde det utaknemlige job at skøjte lige efter Kims fejlfrie rutine, men hun startede godt ud med at fuldføre begge sine tripel axeler, den ene i kombination. Hun havde dog problemer med sin 3flip-2loop-2loop kombination, da flippen blev nedgraderet, og så ramte hendes skøjte isen på indløbet til tripel tåloopen, som så kun blev til en single. I alt udførte hun 4 tripelspring. Hendes score på 131.72 point var dog stadig aftenens andenbedste, og samlet set var hendes score på 205.50 point et nyt personligt bedste. Asada virkede skuffet, da hun modtog sølvet, men kun fordi hun lavede fejl i sit lange program. Hun kan dog være stolt over, at være den første kvinde til at udføre 3 tripel axeler i en international konkurrence.

Joannie Rochette havde et solidt langt program til "Samson og Delilah", hvor hun udførte hele 7 tripelspring. Fejl inkluderede et stepout på tripel flippen og en usikker dobbeltaxel, der betød at hun ikke udførte sin planlagte 2axel+2axel sekvens. Hun fik 131.28 point for sit lange program, og samlet blev scoren 202.64 point; begge dele var selvfølgelig et personligt bedste. Bronzemedaljen var fuldt fortjent. Rochette vandt måske ikke konkurrencen, men hendes fremførelser var sejre i sig selv.

Overraskende sprang Mirai Nagasu op på en samlet fjerdeplads, da hun ligeledes havde sit livs bedste lange program. Hendes rutine til "Carmen" var fuld af liv, smukke piruetter og 6 gode tripelspring. Hun scorede et nyt personligt bedste på 126.39 point, men Nagasu var nok mest glad for, at hun for første gang ikke modtog en eneste nedgradering. Godt at der er nogen, som er glad for en fjerdeplads.

Miki Ando faldt til samlet femteplads med et solidt omend kedeligt program. Hun udførte 6 tripelspring, men var lidt konservativ, da hun hverken forsøgte sin 3lutz-3loop eller 2axel-3tåloop kombination. Ando så lidt ud til at skøjte igennem programmet uden noget forsøg på at fortolke musikken.

En af aftenens andre overraskelser var Laura Lepistö, der nok for første gang i karrieren formåede at udføre hele 5 tripelspring i sit lange program, deriblandt en smuk 3tåloop-3tåloop kombination (hun doublede godt nok sin tripel salchow). Sammenlagt med solide piruetter og en fængslende koreografi blev hendes lange program bedømt som aftenens fjerdebedste med et nyt personligt bedste på 126.61 point, og hun rykkede fra en 10. plads til en samlet 6. plads.

Rachael Flatt leverede endnu, hvad der lignede et solidt 7 tripelspring langt program. Denne gang var det dog hendes tur til at blive ramt af nedgraderinger, da begge hendes tripel flip'er blev nedgraderet. Hun faldt til en samlet 7. plads, men gentager hun og Nagasu samme fremførelser ved VM i Torino, burde USA kunne generobre de tre startpladser til VM.

Japanske Akiko Suzuki udførte 5 tripelspring i sit lange program og scorede et nyt personligt bedste på 120.42 point, hvilket rykkede hende op på en 8. plads. Godt for de japanske damer med placeringer indenfor top 10.

De to russiske damer Alena Leonova og Ksenia Makarova rundede top 10 af med solide programmer. De opnåede begge personlige bedste for deres samlede score.

Prisen for aftenens nedsmeltning går til Carolina Kostner, der havde hele tre fald i det lange program. Faktisk fik hun kun udført ét rent tripelspring, nemlig en tripel salchow. Denne katastrofale fremførelse betød aftenens laveste tekniske score og et fald helt ned på en samlet 16. plads.

Resultat
GULD - Yu-Na Kim KOR – 228.56
SØLV - Mao Asada JPN – 205.50
BRONZE - Joannie Rochette CAN – 202.64
4. Mirai Nagasu USA – 190.15
5. Miki Ando JPN – 188.86
6. Laura Lepisto FIN – 187.97
7. Rachael Flatt USA – 182.49
8. Akiko Suzuki JPN – 181.44
9. Alena Leonova RUS – 172.46
10. Ksenia Makarova RUS – 171.91
11. Kiira Korpi FIN – 161.57
12. Cynthia Phaneuf CAN – 156.62
13. Min-Jung Kwak – 155.53
14. Elene Gedevanishvili GEO – 155.24
15. Sarah Meier SUI – 152.81
16. Carolina Kostner ITA – 151.90
17. Julia Sebestyen HUN – 151.26
18. Sarah Hecken GER – 143.94
19. Yan Liu CHN – 143.47
20. Cheltzie Lee AUS – 138.16
21. Elena Glebova EST – 134.19
22. Sonia Lafuente ESP – 133.51
23. Anastasia Gimazetdinova UZB – 131.65
24. Tugba Karademir TUR – 129.54

Se flere detaljer her.

Ingen kommentarer: